23948sdkhjf

Husfirma med rekordoverskud

Danhaus Production A/S i Esbjerg øger omsætning og indtjening i et 2012-regnskab, der er det bedste nogensinde. Bundlinjen er på to år forbedret med næsten 30 mio. kr.
Trods fortsat svære markedsvilkår i byggebranchen kunne Danhaus Production i 2012 glæde sig over højere aktivitet end nogensinde.

Esbjerg-virksomheden, der producerer og sælger præfabrikerede huse i træ og mursten, måtte i 2010 indkassere et underskud på 17,3 mio. kr., men siden er udviklingen vendt. I 2011 blev det således til et plus på 1,6 mio. kr. efter skat, og senest, i 2012, lyder overskuddet på hele 12,3 mio. kr.

Direktør Johannes W. Schmith, der tiltrådte i 2011, har dermed formået at vende udviklingen, og den fortsatte store efterspørgsel betyder, at virksomheden har store forventninger til fremtiden.

Danhaus beskæftiger i gennemsnit cirka 60 fuldtids medarbejdere og fremstiller dagligt 1-2 huse på sin højteknologiske fabrik i Esbjerg – året rundt.

- Historien om Danhaus kan føres tilbage til 1978, hvor begyndelsen var byggeri af energi- og miljørigtige danske huse på det tyske boligmarked. De følgende 20 år var forretningsmodellen uændret med salg af danske huse til Tyskland, og i 1998 blev der bygget en ny fabrik i Esbjerg, der siden er udbygget adskillige gange til i dag at omfatte 13.000 m² under tag. Her produceres elementer til husene – både til det danske marked og eksport, fortæller Johannes W. Schmith.

Han tilføjer, at Danhaus selv fremstiller elementerne til huset, og når de færdige moduler forlader fabrikken, bruger montørerne typisk blot 2-3 dage på selve byggepladsen, hvorefter huset er lukket for vind og vejr.

Danhaus har en aktiekapital på 50,1 mio. kr., og med det gode 2012-resultat er egenkapitalen øget fra 28,3 til 40,5 mio. kr. Aktiverne er på 95,8 mio. kr. mod 84,1 mio. kr. året før. Egenkapitalens andel er i samme periode øget fra 34 % til nu 42 %, mens forrentningen af egenkapitalen er øget fra 6 % til 34 %, ligesom afkastningsgraden er øget fra 2 % til 19 %.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098