Konsolidering i fødevarebranchen
Der er mange grunde til, at danske fødevarevirksomheder konsoliderer, fx effektivisering, diversificering og strengere lovgivning. Uanset hvad, kan du som ejerleder få direkte fordel af at konsolidere din virksomhed. Læs hvorfor her.
Derfor konsoliderer mange virksomheder i fødevarebranchen
De seneste år har en bølge af konsolideringer præget mange danske virksomheder på tværs af brancher – og den danske fødevarebranche er ingen undtagelse. Selvom tendensen til konsolidering gennem opkøb, fusioner og partnerskaber i fødevarebranchen ikke er helt entydig, er niveauet højt, drevet af en række forskellige årsager afhængig af den enkelte virksomhed:
- Effektivisering: Danske fødevarevirksomheder er under pres for at nedbringe deres omkostninger og optimere deres produktionsprocesser. Konsolidering kan være et værktøj til at opnå effektivisering gennem ny teknologi, automatisering og stordriftsfordele (economies of scale).
- Forhandlingsstyrke: Konsolidering og større produktionsvolumener kan give danske fødevarevirksomheder større forhandlingskraft overfor leverandører og dermed mulighed for at opnå bedre vilkår, mere strømlinede forsyningskæder, omkostningsbesparelser og bedre profitabilitet.
- Forbrugerkrav og innovation: Klima og bæredygtighed er i dag en væsentlig drivkraft for innovation i fødevarebranchen. Konsolidering kan gøre det muligt at reagere mere effektivt på forbrugernes skiftende præferencer ved at diversificere produktlinjer, investere i innovation og teknologi eller ved at udvide distributionsnetværket for at nå ud til et større marked.
- Lovgivning og fødevaresikkerhed: Strengere lovgivning og risikoen for økonomiske sanktioner stiller krav til virksomhederne om at investere i compliancesystemer og kvalitetskontrol. For mindre virksomheder er konsolidering en mulig strategi for at dele de ressourcemæssige byrder og omkostninger.
- Konkurrencedygtighed: Globaliseringen af fødevareindustrien har intensiveret konkurrencen med flere internationale aktører på det danske marked. Konsolidering kan gøre det nemmere for danske fødevarevirksomheder at forsvare markedsandele og styrke deres konkurrenceposition med mere robuste enheder, der kan konkurrere nationalt såvel som internationalt.
Hvorfor er konsolidering i fødevarebranchen en fordel netop nu?
Konsolidering i fødevarebranchen kan være særdeles fordelagtigt. Ikke kun for at styrke sin position i forhold til ovennævnte årsager og markedsændringer, men også for at opnå diversifikation, adgang til nye markeder og stordriftsfordele.
Aktuelt ser vi flere metatendenser, der gør konsolidering relevant i fødevarebranchen. Blandt de vigtigste er klima og bæredygtighed, madspild, sundhed, fødevaresikkerhed og sporbarhed, teknologiunderstøttet produktion, globale værdikæder, convenience og den stigende digitale handel.
Ved at fusionere horisontalt eller vertikalt med komplementerende virksomheder bliver det muligt at opnå større diversifikation af produktporteføljer, forretningsaktiviteter og services for at målrette en større kundebase. Desuden kan større diversifikation, og dermed spredning af virksomhedens ydelser og produkter, være med til at reducere risikoen ved fluktuerende efterspørgsel og skiftende forbrugerpræferencer. Alt i alt vil dette gøre virksomheden mere attraktiv for investorer.
Konsolidering kan ydermere være en interessant genvej til at komme ind på nye markeder. Dette gælder både i forhold til de ovennævnte komplementerende forretningsydelser og produkter, men også for nye geografiske markeder. At få succes med at ekspandere til helt nye markeder kræver store investeringer og de rette kompetencer, så opkøb og fusion kan være en fordelagtig genvej.
Kan du som ejerleder opnå fordele ved at konsolidere?
Det står klart, at der kan opnås en række forretningsmæssige fordele ved at indgå i konsolideringen i den danske fødevarebranche. Men er dette også fordelagtigt for dig som ejerleder?
Når en branche har nået et vist niveau af konsolidering, ser vi generelt en øget interesse i opkøb af de virksomheder, som har formået at styrke deres position, blive mere robuste, konkurrencedygtige og profitable. Og en øget interesse fra flere købere kan naturligvis give dig som ejerleder bedre vilkår og værdiansættelse i en salgssituation.
Desuden vil en veletableret virksomhed typisk tiltrække flere forskellige typer af interesserede købere. Det kan være købere, som har en strategisk interesse i virksomheden, kapitalfonde, som ser virksomheden som en relevant tilføjelse til deres buy-and-build strategi eller en helt tredje type investor. Som ejerleder af din virksomhed vil du derfor have bedre muligheder for selv at vælge den rette købertype ud fra det, der bedst matcher dine ønsker for virksomheden og din egen fremtid.
Alt i alt vil en større konsolidering af din virksomhed kunne resultere i bedre vilkår for dig som sælger, og det vil være en direkte fordel for værdiansættelsen og dine ønsker og visioner for den fremtidige forretningsførelse af din virksomhed.