23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Gode folk, fokus og udvikling blev vejen til Tommys succes

I 2009 begyndte Tommy Søndergaard at sælge havemaskiner - og imens solgte han lidt arbejdstøj som sidegesjæft. I dag lever han af arbejdstøjet og har 100 ansatte, og vejen til succesen har mange årsager. Én af dem er medarbejderne, en anden er det store fokus på udvikling, og en tredje er fokus på målgruppe og salgsplatform, siger ejeren.

Det var egentlig ikke planen, at Tommy Søndergaard skulle ende med at leve af at sælge arbejdstøj på nettet.

Virksomhedsstifteren er oprindeligt uddannet landmand, og gennem 00'erne arbejdede han med malkerobotter. I 2009 besluttede han sig for, at han ville være selvstændig. Første indskydelse var, at han skulle drive et værksted og en butik med havemaskiner.

- I sommeren 2009 fik jeg ved lidt af et tilfælde mulighed for at købe et restparti af arbejdstøj, som kunne tjene lidt til lønnen ved siden af min forretning med havemaskinerne. Det gik godt, så omkring februar 2010 åbnede jeg min første webshop, der var en kombination af salg af plæneklippere og arbejdstøj. Over sommeren kom der mest gang i salget af arbejdstøj, siger Tommy Søndergaard.

Han rådførte sig hos eksterne konsulenter, og han besluttede at dele sin webshop op i to dele, så arbejdstøjet fik sin egen handelsplatform.

Det var blevet meget tydeligt, hvilken forretning der var den største succes, og derfor solgte han forretningen med havemaskinerne fra efter nogle år, så han kunne lægge sin energi, hvor han fik størst udbytte.

Fra 1 til 100 ansatte
- Og så er det ellers gået slag i slag siden da. Vi køber stadig mange restpartier op, som vi sælger til halv pris eller derunder. Ved siden af har vi vores faste standard-sortiment fra forskellige mærkevarer, siger han.

- Da jeg startede, havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, hvad det skulle blive til. Det er bare den ene dag, der har taget den anden, og det er mange små skridt og beslutninger, der er blevet led i den rejse.

I begyndelsen var Tommy Søndergaard den eneste, der arbejdede i forretningen. I dag er der cirka 100 ansatte i Billig Arbejdstøj. På webshoppen sælger de arbejdstøj til håndværkere, til køkkenarbejdere og ansatte i plejesektoren, ligesom de har et udvalg af fritids- og jagttøj.

Ad flere omgange har virksomheden i Spjald mellem Ringkøbing og Herning måttet bygge til, fordi den er vækstet så meget, som den er.

Fokus på udvikling
En stor del af årsagen til succesen for Billig Arbejdstøj er menneskene bag, der har drevet det hele frem, lyder det fra ejeren.

Og de mennesker er nogle, han sørger for at passe på. Eksempelvis er det en fast regel på arbejdspladsen, at alle skal kunne nå deres arbejde i løbet af 37 timer på en uge. Hvis ikke man kan det, så skal der ansættes flere.

- Det giver ingen mening at betale overarbejde for at nå det samme. Så er det bedre at være flere om opgaven, siger han.

- Jeg synes selv, jeg har været heldig at få gode mennesker med på holdet, som har kunnet tage hånd om driften. På den måde har jeg haft tid til at fokusere på at udvikle forretningen imens.

Han har især stort fokus på digitalisering, der kan sørge for høj effektivitet i det daglige. Blandt andet har man i både 2020 og 2021 investeret massivt i nyt robotlager.

Digitaliseringen kan også ses ved, at Billig Arbejdstøj har fuldt fokus på onlinesalg.

- Der er mange, der gerne vil sælge arbejdstøj, men der er ikke mange, der gør det 100 procent online. Jeg tror, at man skal passe på med ikke at have for mange forskellige salgskanaler og målgrupper på én gang, siger Tommy Søndergaard.

Netop den lidt snævre målgruppe og beslutningen om kun at sælge arbejdstøj er ifølge ham også en vigtig del af årsagen til virksomhedens succes.
 
Eksperter på markedet
Mange webshops vil måske se en gigant på markedet som Amazon som en kæmpe trussel.

Men det gør Tommy Søndergaard ikke - og det er blandt andet på grund af den ekspertise, man ligger inde med hos Billig Arbejdstøj, fordi man netop arbejder med en mere snæver målgruppe og produktkategori.

- Vi vil gerne fortsætte med at være de stærkeste på onlinemarkedet til at sælge arbejdstøj. Og jeg er ikke bange for Amazon, fordi de har så bredt et fokus. De sælger alt, og derfor kan de ikke være eksperter i det, siger han.

- Jeg tror, at vi også i fremtiden kan noget, som Amazon ikke kan. Vi har vores kerneprodukt, og her har vi kunden i centrum. Amazon kan selvfølgelig noget med kundeservice, men det er mere ge[1]nerelt. Vi kan løfte niveauet for kunden.

Men han ved også, at hvis man skal kunne følge med og forblive relevant for kunderne, er det vigtigt at fortsætte med at udvikle forretningen. Den må ikke gå i stå.

Blandt andet derfor fik Billig Arbejdstøj for et års tid siden sin egen bestyrelse. Noget, der især har været en stor hjælp i en periode, hvor virksomheden - lige som mange andre - gik fra at vækste og have fokus på øget omsætning, til ikke at kunne leve op til egne omsætningskrav.

Inputs udefra
- Det har været en meget lærerig periode og en helt anden måde at drive virksomhed på. Da vi ikke kunne trække den omsætning, vi gerne ville, valgte vi i stedet at fokusere på at optimere de ting, vi gør, siger Tommy Søndergaard.

For ejeren er det en styrke at kunne sparre med bestyrelsen, som har mere erfaring bag sig, end han selv har på visse områder. Særligt formanden er blevet en vigtig sparringspartner for virksomhedsejeren.

Han sørger også for at få sparring gennem sit netværk, som blandt andet byder på andre e-handlere, som ham selv, som derfor også står med nogle af de samme udfordringer og overvejelser om udvikling. På samme måde benytter han sig af muligheden for at sparre med konsulenter fra Erhvervshus Midtjylland.

- Jeg har haft en fast konsulent fra erhvervshuset, som har fulgt mig siden 2010, og han er stadig en af dem, jeg snakker med, hvis jeg har brug for et godt råd, eller hvis jeg har brug for at blive bekræftet i noget. For tre år siden lavede vi ny marketing-strategi, hvor han også var inde over. Han kender jo vores virksomhed, og det er meget værd for os.

Velkommen til dit Erhvervshus i Midtjylland
Vi kan hjælpe alle midtjyske iværksættere og virksomheder med at skabe udvikling og vækst. Endda helt gratis.

Se hvordan vi kan hjælpe dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Erhvervshus Midtjylland
Åbogade 15
8200 Aarhus N
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK30089456
P nummer: 1012868401

Send til en kollega

0.031