About Wood – Snedkernes Dag 2019
For niende år i træk inviterer Trapholt Museum og Snedkernes Uddannelser til About Wood / Snedkernes Dag på søndag den 3. november 2019 fra kl. 10 – 17.
Her hyldes det gode håndværk når 20 af de mest talentfulde nyuddannede snedkere udstiller deres præmierede svendestykker for publikum.
Det er en udstilling hvor publikum kan røre ved de udstillede møbler, trække skuffer ud, og få en snak med håndværkeren om hvordan møblet er udført.
Derudover er der i år bl.a også oplæg af designer Rasmus Bækkel Fex om TINGSTED – Trapholts store borgerinddragende trædrejerprojekt, præsentation af trædrejede unika og talk med Trapholts direktør Karen Grøn og Rasmus Bækkel Fex om designprocesser og formgivning.
Snedkernes svendeprøve udføres som et selvvalgt projekt, hvor den enkelte maskinsnedker, møbelsnedker eller bygningssnedker ud fra egne erfaringer og idéer formgiver og udfører sit svendestykke.
For at blive udvalgt som udstiller til About Wood / Snedkernes Dag, skal man have fået bronze eller sølv til svendeprøven.
Se udstillingskataloget her