23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Det er ikke tiden til at begrænse adgangen til boligmarkedet

Danske Byggecentre støtter, at Realkreditrådet i dag udtrykker skepsis omkring timingen af Regeringens foreslåede stramninger af reglerne for afdragsfrihed.

Danske Byggecentre håber, at både Regeringen og Lars Rohde besinder sig og indser, at tiden ikke er moden til at skubbe til den lille aktivitet, der trods alt findes.

Regeringens forslag og Lars Rohdes udmeldinger kommer samtidig med, at byggeriet i Danmark reber sejlene for at være klar til et meget magert 2015, hvor beskæftigelsen og væksten i byggeriet igen ventes at falde.

”Selvom Lars Rohde siger, at der aldrig er gode tidspunkter at gennemføre reformer af boligkøbernes lånemuligheder, må man sige, at han i hvert fald har demonstrereret, at der findes tidspunkter, som er rigtig dårlige. Jeg kan således ikke komme i tanke om et tidspunkt, der er værre, end når en branche kun lige nærmer sig overfladen efter at være holdt nede af en historisk krise i mere end fem år”, siger adm. direktør i Danske Byggecentre, Palle Thomsen, oven på Regeringens forslag om stramninger af reglerne for afdragsfrie lån – og Lars Rohdes seneste udmelding om skærpede lånekrav.

Manglende Boligjobordning og nulvækst knækker beskæftigelsen

Danske Byggecentre og dets medlemmer vurderer at den stigning, der har været i byggebeskæftigelsen i 2014 på knap 3500 vil falde med omkring 5000 i løbet af 2015. Det skyldes blandt andet, at de ekstraordinære projekter, der har været i forbindelse med storme og vandskader, efterhånden er gjort færdige. Hvis forventningerne holder stik, vil byggebe-skæftigelsen nærme sig niveauet fra 2013 på ca. 143.000, som ellers har været lavpunkt siden starten af 2010.

Der er heller ikke meget hjælp at hente i forventningerne til den generelle økonomiske vækst i samfundet. Som det ser ud nu bliver væksten meget beskeden i både 2014 og 2015, på henholdsvis 1.4 og 2.0 %.

”Vi er principielt enige med både Regeringen og Lars Rohde i, at vi må forhindre en ny boligboble, der kan slå økonomien ud af kurs. På den anden side sidder jeg lidt med en følelse af, at Regeringen risikerer selv at kvæle en hel branche med denne slags indgreb på et tidspunkt, hvor vi knap har passeret niveauet for krisens værste år”, fortsætter Palle Thomsen.

Stramninger rammer hårdest i yderområderne

Regeringen lægger i sit forslag om stramninger af afdragsfrie lån op til at realkreditinstitutternes andel af afdragsfri lån i gennemsnit kun må udgøre 55 %. Begrænsningen gælder dog kun for den del af lånene, som udgør det sidste 75 % af den maksimale størrelse på realkreditlån. Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er alle boligkøbere, der vil opleve, at de kun kan gøre 60 % af deres realkreditlån afdragsfrit. Til gengæld skal realkreditinstitutterne ud fra kundernes risikoprofil vurdere, hvordan man vil fordele lånegrænserne.

Derfor kan man forvente, at det bliver boligkøbere, der ønsker at købe boliger i Udkantsdanmark, der bliver ramt af stramningen, fordi boliger i disse områder typisk er sværere at sælge igen end boliger tættere på de store byer, og dermed udgør en større risiko for realkreditinstituttet.

Det betyder samtidig, at det vil ramme små og mellemstore håndværkervirksomheder i yderområderne hårdest, fordi omsætningen, de henter fra private opgaver af boliger, vil blive kraftigt reduceret i takt med, at boligejernes rådighedsbeløb i stedet går til afdrag på boliggælden.

Således står disse håndværkere og ansatte i relaterede erhverv til at blive de helt store tabere i 2015 – når Boligjobordningen er blevet udfaset. For i modsætning til deres kollegaer i de større byer kan de ikke regne med, at omsætningen bliver holdt på et acceptabelt niveau af offentlige investeringer, da disse sjældent finder vej til Udkantsdanmark.

Det er derfor relevant at spørge, hvorvidt Regeringens plan med at kanalisere pengene væk fra privat forbrug og over i det offentlige, er det rigtige valg, hvis der ønskes vækst andre steder end i hovedstaden.

Danske Byggecentre
Egebækvej 98
2850 Nærum
Rudersdal Kommune
Danmark
CVR nummer: DK84870714
P nummer: 1002705928

Kontaktperson

Send til en kollega

0.031