23948sdkhjf

Ny udgave af 81346-1 er netop udgivet

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk Standard

I standardserien 81346 gives der referencebetegnelsessystemer til ingeniører, hvilket danner ramme for et fælles sprog på tværs af fag. En revideret udgave af IEC 81346-1 er netop udgivet.

Forestil dig, at en bassist har ét sæt noder, en trommeslager har et andet sæt noder, og en dirigent har et helt tredje sæt noder. Det lyder måske tosset, men sådan et scenarie kan ifølge Henrik Balslev, CEO og specialist hos Systems Engineering A/S og formand for Dansk Standards S-503-udvalg, overføres til ingeniørernes verden. Derfor er 81346-seriens formål at skabe et fælles sprog for ingeniørerne, så de kan forstå hinanden på tværs af industrier. Standarderne i serien bliver jævnligt opdateret, og en ny udgave af IEC 81346-1:2022 er netop udgivet. Den forventes desuden udgivet som europæisk standard i midten af maj 2022.

- 81346-serien udmærker sig ved, at den bliver konstant videreudviklet og følger med tiden. Branchen har taget rigtig godt imod denne her idé om et fælles sprog. Der er helt tydeligt et behov, man rammer med standarden, fordi den viser sig at løse nogle grundlæggende problemstillinger. Og selvom teknikken egentlig er gammel, så er standardserien stadig meget tidssvarende og relevant, fordi vi videreudvikler den, fortæller Henrik Balslev.

IEC 81346-1 definerer principper for strukturer og referencebetegnelser for industrianlæg, installationer og udstyr samt industriprodukter. I den nye udgave af standarden er der bl.a. lavet en opdatering af referencer, og der er kommet en tabel for metadata, man kan benytte til identifikation af strukturer, samt regler for betegnelse af relationer mellem forskellige aspekter.

Kompleksiteten stiger

81346-serien vinder stadigt større udbredelse, særligt inden for civilluftfart, olie og gas, maskinbyggeri og især inden for grøn energi. Ifølge Henrik Balslev kan årsagen til udbredelsen bl.a. hænge sammen med, at kompleksiteten i anlæggene stiger, og man kan risikere ikke at kunne håndtere denne kompleksitet, hvis ikke man har en fælles måde at forstå det på. Og det er det 81346-standarderne tilbyder.

- Alternativet er, at man bruger rigtig mange kræfter på at få det til at fungere, og det koster både penge og tid. Vi ser også, at der sker rigtig mange fejl pga. misforståelser og manglende koordination. Og det skyldes ikke uvidenhed, men det skyldes, at det, man prøver at håndtere, er stadigt stigende i kompleksitet, siger Henrik Balslev.

Understøtter den grønne omstilling

I den kommende udgave af ISO 81346-10 er der sket en omfattende revision. Ifølge Henrik Balslev var tiden løbet fra indholdet i denne standard (kendt som ”RDS-PP”), og derfor har arbejdsgruppen, der har revideret standarden, besluttet at lave en helt ny udgave, der til gengæld kan benyttes hånd i hånd med ISO 81346-12. Den nye udgave hedder ”RDS-PS”, der står for ”Power Systems”. Den dækker nu – i modsætning til tidligere – også alle former for grøn energi: vindkraft, solkraft og enhver anden form for Power-to-X-anlæg, hvilket den gamle udgave ikke kunne håndtere.

-Indholdet i den nye udgave af ISO 81346-10 er skabt til at understøtte den grønne omstilling, vi alle gerne vil være en del af, fortæller Henrik Balslev.

Få indflydelse på området

Som medlem af S-503, udvalget for informationsstrukturering, dokumentation og grafiske symboler, får du mulighed for at præge det europæiske og internationale standardiseringsarbejde for elektroteknisk dokumentation. Udvalget er desuden ansvarligt for implementering af de udgivne europæiske og internationale standarder på området. Læs mere om udvalget her

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk Standard

Göteborg Plads 1
2150 Nordhavn
Danmark
Dansk Standard

Send til en kollega

0.063