23948sdkhjf

Nye tendenser i kontorindretningen

Krisen har fået ledere til at tænke i bedre og mere optimerede kontormiljøer. Det mener Signal Arkitekter, der rådgiver flere af landets store virksomheder.
Virksomheder som Carlsberg, Deloitte, Dong og brancheforeningen Dansk Industri nytænker medarbejdernes arbejdspladsstationer, fællesrum, stillerum og de fysiske rammer, så medarbejdere og ledere arbejder mere effektivt. Og stadig flere af de allerstørste virksomheder følger trop.

Det fortæller Gitte Andersen, administrerende direktør hos Signal Arkitekter, der rådgiver topledelser herhjemme i at optimere de fysiske rammer på arbejdspladsen. Som følge af krisen er stadigt flere topvirksomheder således begyndt at anvende lokaleindretning som et aktivt redskab til at højne deres ‘performance’.

Mere kommunikation og videndeling
- Især de seneste to år er der sket en markant vækst blandt især topvirksomheder, som ønsker at udvikle designet af deres arbejdsmiljøer og særligt, hvordan medarbejderne benytter dem mest fordelagtigt. I takt med, at krisen har bidt sig fast, tænker erhvervslivet mere innovativt, fortæller Gitte Andersen og fortsætter:

- I denne henseende betyder det, at medarbejderne arbejder mere effektivt, bedre deler viden og udvikler nye, værdiskabende løsninger for kunderne. Sammenlignet med for to år siden sidder medarbejderne i de virksomheder, vi har rådgivet, i dag 15 procent mindre ved deres skriveborde. Blandt andet fordi de interagerer mere med hinanden.

Traditionelle statuskontorer får sparket
Signal Arkitekter oplever selv en vækst i antallet af kunder lige nu, og ifølge Gitte Andersen har arbejdspladser i 2012 en mere fleksibel indretning. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at ledernes kontorer er fjernet, og at medarbejderne flere steder ikke sidder et fast sted. De kan i stedet frit logge sig på en pc hvor som helst.

- Flere og flere virksomheder fjerner de traditionelle statuskontorer til lederne. Ved at sætte ledere og medarbejdere i samme lokale forbedres muligheden for at samarbejde og lede. Og har medarbejderne heller ikke faste pladser, får virksomhederne rigtig mange kvadratmeter at lege med, som kan udnyttes markant mere effektivt, forklarer direktøren.

Signal Arkitekter har igennem 12 år indsamlet data om, hvilke arbejdsaktiviteter danskerne løser i løbet af dagen, og hvor mange kvadratmeter virksomhederne anvender på eks. lederes kontorer og fælleskontorer. På baggrund af en netop gennemført undersøgelse anslår Signal, at arbejdspladserne – det vil sige bord og stol – i danske virksomheder står tomme i halvdelen af arbejdstiden. Et større fokus på indretning vil således gøre det markant nemmere for virksomhederne at samarbejde, dele viden – og forbedre bundlinjen, fremhæver Gitte Andersen.

Mærkbare forandringer
Blandt de virksomheder, som Signal Arkitekter rådgiver, er Deloitte og Carlsberg. På hovedkontoret hos førstnævnte er der sjældent mere end halvdelen af de godt 1.500 medarbejdere til stede, og derfor har man valgt blot at opstille 1.000 arbejdsborde.

- Ændringen af kontormiljøet har betydet, at vi i dag har færre uudnyttede skriveborde og bedre faciliteter til glæde for alle. Det øgede samarbejdet og det samlede output i Deloitte, fortæller Ole Ferbing, som stod i spidsen for bygge- og change managementprojektet hos Deloitte med Signal Arkitekter som rådgivere.

Hos Carlsberg, der netop er flyttet ind i helt nye kontormiljøer på Vesterfælledvej i København, har målet med at ændre de fysiske faciliteter været at skabe ekstra handlekraft og forenkling, forklarer HR-direktør hos Carlsberg, Thomas Kolber:

- Med flytningen går vi væk fra de traditionelle kontorer med lange gange og adskilte rum, hvor folk sidder hver for sig og arbejder i siloer. På grund af større sammenlagte arbejdsområder bliver det meget lettere for folk at kontakte og tale med hinanden. Det revitaliserer samarbejdet og skaber en idémæssig dynamik og spændstighed, som vi på sigt er sikre på vil manifestere sig i en øget omsætning.

Siden 2008 har Signal Arkitekter undersøgt og indhentet data på arbejdslivet i ca. 120 virksomheder fra ca. 21.000 respondenter. Læs mere om undersøgelserne her
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203