23948sdkhjf

Møbelhandlerne håber på et godt udsalg

Det har været et svært år for møbelhandlen. Ikea tordner af sted, mens de mindre forhandlere kæmper hårdt for at holde gang i salget.
- Det overrasker mig, at der ikke sker mere. At der stadig er så lavt et forbrug på møbelområdet. Det har ikke flyttet sig. Vi regnede med, at der ville komme gang i tingene efter folketingsvalget, men det er ikke sket.

Luisa Gorgone, direktør i brancheforeningen Danske Møbelhandlere, kan konstatere, at krisen fortsat holder danskernes forbrug i et jerngreb, og det gør det mere end svært for møbelbutikkerne at hive den nødvendige omsætning hjem.

Ikke den store juleoptimisme
Brancheforeningens egne indekstal for 2012 viser, at det blot to gange – i april og juni – er lykkedes for møbelhandlerne at præstere højere end indeks 100. Gennemsnitligt kan møbelhandlerne fremvise et indekstal 96,3 for årets første ni måneder.

På baggrund af en netop gennemført undersøgelse forventer man tilmed en julehandel, der blot ligger marginalt højere end i 2011. På den korte bane sætter branchen derfor primært sin lid til, at det kommende januarudsalg kan løfte de sløje salgstal.

- Det ser ikke alt for godt ud. Realistisk set lander vi i 2012 et sted mellem indeks 96 og 98 – forhåbentligt i den høje ende, men realistisk set nok omkring de 96. Lige nu går vores medlemmer og håber på et kæmpe udsalg, hvor kunderne vælter ind. Men hvornår der for alvor kommer gang i møbelhandlen, tør jeg ikke spå om. Der kræver i hvert fald, at der bliver solgt nogle boliger, siger Luisa Gorgone.

Tiltag der samler branchen
Danske Møbelhandlere er brancheorganisation for cirka 180 af landets møbelhandlere og har de senere år set Ikea æde en større og større del af det danske marked. I en artikel i Jyllandsposten kunne man forleden læse, at den svenske møbelgigant på blot to år har løftet sin markedsandel fra 27 til 34 procent, og det er medvirkende til at gøre livet endnu sværere for de danske møbelhandlere.

Som interesseorganisation arbejder Danske Møbelhandlere løbende på tiltag, der kan understøtte udviklingen ude hos medlemmerne. Men Luisa Gorgone erkender, at det er lidt op ad bakke for tiden. For nylig forsøgte Danske Møbelhandlere sig med et arrangement om butiksindretning, men der var så få tilmeldte, at det endte med en aflysning.

- Det er et tegn på, at mange er gået lidt i sort, og det gør det svært som brancheforening at komme med inspiration til nytænkning. Men vi forsøger at samle medlemmerne og lancerer næste år en prisuddeling for branchen, hvor forbrugerne skal stemme på den butik, der giver bedste service, bedste indretning osv. Vi vil sætte et konstruktivt fokus på fremtiden frem for at hænge i det gamle og det negative, forklarer direktøren.

Som noget nyt er Danske Møbelhandlere også begyndt at udarbejde egne brancheanalyser i samarbejde med Dansk Detail – et initiativ som i en periode har været efterspurgt:

- De tal, som Danmarks Statistik laver, giver et misvisende billede for vores medlemmer, fordi omsætningen fra kæder som Ikea, Jysk, BoConcept, Bolia og Idemøbler også er regnet med. Derfor er vi begyndt at indsamle data selv, og det giver butikkerne noget at forholde sig til, når de laver forecasts i bestyrelsesregi, forklarer Luisa Gorgone om brancheanalyserne, hvor det indtil videre er lykkedes at få 20-25 procent af medlemmerne med.

FAKTA
Danske Møbelhandlere (DM) er stiftet i 1943 som centralforening for de mange lokale møbelhandlerforeninger. Foreningens første store opgave blev at genskabe tilliden til fabriksfremstillede møbler, der var dalet som følge af mangel på gode råvarer.

DM står bag Møbelgarantien®, der forlænger købelovens reklamationsfrist til 30 måneder. De butikker, som er tilknyttet garantiordningen, er forpligtet til at yde denne udvidede reklamationsfrist. Foreningen sørger desuden for branchens uddannelse; både elevuddannelse og efteruddannelse.

Som interesseorganisation tager Danske Møbelhandlere del i det politiske arbejde og yder service til medlemmer og forbrugere. Medlemmerne tilbydes branchespecifik rådgivning inden for bl.a. personalejura, købelov, markedsføringslov og forretningsudvikling.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078