Efter 23 år hos it-virksomheden EET er Tinna Pichard tiltrådt som ny administrerende direktør for Kompan og Dica i Danmark.
Der er således tale om et brancheskift af de store, men selvom der umiddelbart er langt fra it til legepladser, har Tinna Pichard masser at byde ind med i den videre udvikling af Kompan.
- Jeg kan bruge den viden, jeg har om at handle via web. Jeg kan også bruge mange af de ledelsesredskaber, jeg har med. Og så har jeg min viden om, hvordan man arbejder i organisationer, der er bygget op som Kompan og EET. Faktisk ligner Kompan EET meget på den måde selskabet er bygget. Og det er faktisk også ejet af en kapitalfond, ligesom EET, siger hun til Channelworld.dk.
I sit nye job som dansk chef for Kompan får Tinna Pichard omkring 40 mand under sig fordelt på et kontor på Sjælland og hovedkontoret på Fyn.