23948sdkhjf

Primo Vinduer vil have fat i arkitekterne

Den danskejede producent af plastvinduer går fremtiden i møde med et nyt lavenergivindue. Især projektmarkedet er i fokus, og ambitionerne er høje.
Hos Primo Vinduer har man igennem de seneste år investeret et stort millionbeløb i design- og miljøoptimering.

Som et resultat af de store investeringer har Primo skabt vinduesserien ”New Energy”, der blev vist frem for første gang under TUN Byg 2012 i Fredericia tilbage i marts måned. Serien lever op til de forventede 2020-krav, og de første ordrer er allerede tikket ind til produktionsopstart her op mod sommerferien.

Ud på projektmarkedet
Primo Vinduer sidder på knapt halvdelen af det danske marked for plastvinduer og sælger i dag til alle segmenter. Med lanceringen af ”New Energy”-serien er målet at få bedre tag i projektmarkedet:

- Vi er rigtigt stærke på det private renoveringsmarked, og med vores nye serie er ambitionen at få bedre fat i projektmarkedet; vi vil ud til beslutningstagerne og deres rådgivere. Det er et langt sejt træk, men vi kunne virkelig mærke stor interesse blandt fagfolkene i Fredericia, fortæller Primo Vinduers marketingchef Merete Hargaard, der er helt klar over, hvad der skal til for at sælge Primo ude hos arkitekterne:

- Der er væsentlig forskel på vores profiler og de tyske. Vi har Danmarks slankeste profiler inden for plastvinduer. Dansk designede, ekstremt slanke profiler skal styrke arkitekternes interesse for Primo. Desværre har en del af arkitekterne visse fordomme overfor plast. Folk, der ikke har set vores produkter, forbinder ofte plastvinduer med kraftige, klodsede profiler, som de måske engang har set i en boligforening i København, fortsætter hun.

For at udbrede budskabet deltager Primo Vinduer på omkring 50 bolig- og livsstilsmesser hvert år, for både slutbrugeren og arkitekten skal se produktet for at strategien kan lykkes, forklarer Merete Hargaard.

Styrket interesse for plast
Som producent af plastvinduer må Primo Vinduer erkende, at det i mange år har været op ad bakke i den danske vinduesbranche – i modsætning til situationen på nabomarkederne, hvor vilkårene er anderledes gunstige. Ifølge Merete Hargaard har plastvinduer således en markedsandel på omkring 80 procent i England og 60 procent på det tyske marked. I Danmark er tallet blot 10 procent.

- PVC-debatten i 1980’erne gjorde skade på branchen. Der har været mange fordomme overfor plast, men heldigvis mærker vi en markant stigende interesse. Plastens mange kvaliteter og fordele er ved at vinde indpas. Vi har et design og en miljøprofil, der er fuldt på højde med træproducenterne. Mange har en tendens til at anskue plast som plast, men der er stor kvalitetsforskel, og vores plast er dokumenteret i den bedste klasse, siger Merete Hargaard.

Primo Vinduer har i årenes løb brugt store summer på miljøoptimering. Investeringerne har medført, at alle profiler i dag fremstilles uden brug af tungmetaller. Desuden er fabrikkens vinduer og døre indeklimamærkede og dokumenteret allergivenlige. På koncernniveau er Primo også blandt initiativtagerne til indsamlingsordningen Wuppi, der blev stiftet i 1997 med det formål at genbruge byggeaffald af hård PVC.

Optimisme
Også Primo Vinduer har mærket krisen og haft år med svigtende resultater, men på fabrikken i Lintrup mellem Esbjerg og Kolding er troen på fremtiden intakt:

- Vi går til markedet med optimisme og tro på, at udviklingen i branchen vender. Især projektmarkedet har været hårdt ramt af krisen, men vi er overbeviste om, at vi med vores nye produkter er en seriøs bejler til vinduesentrepriser på eksempelvis offentlige projekter, og dem oplever vi heldigvis, at der kommer stadig flere af. Vi har en klar forventning om, at vores nye produkter vil kunne tage markedsandele, slutter Merete Hargaard.

Primo Vinduer er Nordens største producent af vinduer, døre, udestuer og karnapper i plast og plast/alu. Virksomheden er 100 procent danskejet og en del af Inter Primo-koncernen, ejet af familien Grunnet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078