23948sdkhjf

Jyde Port indleder turnaround

Et 2011-underskud på -9 mio. kr. får ledelsen til at iværksætte en handlingsplan, der skal bringe port- og dørleverandøren tilbage i positiv drift.
Jyde Port A/S, der er Danmarks største leverandør af træbaserede port- og dørløsninger, har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2011.

Regnskabet for viser et underskud på -9 mio. kr., og ledelsen fremhæver flere faktorer som årsag til det utilfredsstillende resultat.

Først og fremmest har det påvirket resultatet negativt, at virksomheden efter en rokade i ejerkredsen sidste efterår besluttede at ændre organisationens sammensætning. Det skete i erkendelse af, at selskabet favnede for bredt, og trægulvsaktiviteterne blev derfor udskilt i et nyt selskab; Horning Floor A/S, i oktober måned. Den resterende del af forretningen tog ved samme lejlighed navneforandring fra Velcom A/S til Jyde Port A/S.

Af andre større udgiftsposter fremhæves udskiftninger i salgsorganisationen samt investeringer i IT. Det har blandt andet været nødvendigt at skrinlægge et stort IT-projekt og i stedet investere i en mindre og enklere IT-platform.

Direktører ind i ejerkredsen
I bestræbelserne på at bringe Jyde Port tilbage i positiv drift har virksomhedens ledelse i 2012 etableret en ny handlingsplan. Et væsentligt element heri er implementering af en klar kanalstrategi for salget. Jyde Ports varemærke skal synliggøres yderligere, og som led i en styrket kommunikation har virksomheden blandt andet lanceret en ny og mere kundevendt hjemmeside.

Samtidig har selskabet styrket produktions- og logistikfunktionen for at sikre en styrket platform at servicere kunderne på fremover. Der er gennemført en betydelig trimning af organisationen og en optimering af selskabets brug af bygningsfaciliteter. Omkostningsniveauet vil fortsat være et vigtigt fokusområde; både i 2012 og i de efterfølgende år.

I forbindelse med den igangværende turnaround er selskabets administrerende direktør, Peter Mathiasen, og den nye salgsdirektør, Peter Vissing, hver især indtrådt med en ejerandel på 10 procent.

Jyde Port A/S havde ved udgangen af 2011 en bogført egenkapital (inkl. ansvarlig kapital) på ca. 3 mio. kr. og en soliditet på ca. 25 procent. Egenkapitalen alene er under 50 procent af aktiekapitalen, og den forventes reetableret gennem fremtidig indtjening. Ledelsen vurderer desuden, at kapitalberedskabet er tilstrækkeligt til at gennemføre planlagte aktiviteter og investeringer i 2012.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11