23948sdkhjf

Møbelvirksomhed køber produktionsben – vil tredoble toplinjen

Den aarhusianske designvirksomhed +Halle har med overtagelsen af polstervirksomheden Hans Skipper Møbler i Vinderup sikret sig egne produktionsfaciliteter.  

Ifølge medejer og kreativ direktør Martin Halle skal opkøbet være med til at sikre den fortsatte vækst, og han peger på, at såvel timing som match er noget nær perfekt.  

– Vi er HS Møblers klart største kunde, og de har igennemde sidste 20 år været en god og tæt samarbejdspartner, der har fulgt vores udvikling på tæt hold. Da ejerne begyndte at tænke på et generationsskifte, og det ikke var oplagt, at virksomheden skulle videreføres i familien, var det åbenlyst for begge parter, at +Halle var den rigtige køber, siger han.

Martin Halle peger på, at man med overtagelsen sikrer den produktionskapacitet og høje kvalitet, +Halle gennem årene har nydt godt af, og han understreger, at det ikke kun er påsalgssiden, at opkøbet giver mening netop nu.

Såvel Covid-19 som krigen i Ukraine har øget presset påde globale forsyningslinjer markant, og de udfordringer ser vi fortsætte, så der er meget, der fortæller os, at vores danske produktionssetup er helt rigtigt for os både nu og fremadrettet, forklarer han.  

Vil tredoble på tre år  

At fabrikken i Vinderup er kommet på nye hænder, får i første omgang ikke stor indflydelse på hverdagen i det vestjyske, hvor de omtrent 20 ansatte fortsætter arbejdet.  

– I udgangspunktet fortsætter tingene, som de kører nu, hvor der også er plads til andre kunder, fortæller Martin Halle.  

Han understreger dog, at +Halle har massive vækstplaner, og at opkøbet først og fremmest skal være med til at gøre disse til virkelighed.  

Med opkøbet giver vi os selv muligheden for at sikre den nødvendige produktionskapacitet, når det bliver nødvendigt. Vores salg er stærkt stigende på alle vores nøglemarkeder, så det er altafgørende, at vi nu har sikkerhed for at kunne producere i det tempo, som er nødvendigt, lyder det.   

Opkøbet kommer da også i forlængelse af en række investeringer i organisationen, der hver især skal hjælpe +Halle i mål med en erklæret ambition om at tredoble omsætningen over de næste tre år.  

– Med ansættelsen af markante salgs-og kommunikationsprofiler, et nyt showroom i København, nye kommende produktlanceringer samt en sikring af kvalitativ produktionskapacitet, har vi i årets første måneder skabt et stærkt fundament for at kunne udnytte vores enorme potentiale som internationalt designbrand, siger adm. direktør og medejer Lars Schmidt Hansen.  

Har takket nej til andre

Hans Skipper Møbler har i mange år spillet en central rolle i +Halles danske produktionssetup, og det er dermed to virksomheder med et indgående kendskab til hinanden, som nu smelter sammen. Det glæder Karsten Andersen og Annemarie Skipper, som er anden generation på møbelfabrikken i Vinderup. 

– Vi er tidligere blevet kontaktet af andre virksomheder, men vi har altid troet og håbet på, at vi kunne indgå en aftale med +Halle på grund af vores gode, produktive samarbejde og tætte relationer, fortæller de to, der altså nu har fået det ønske opfyldt.  

– De to virksomheder har grundlæggende fælles værdisæt og med salget sikrer vi en fortsat udvikling af familievirksomheden; vi sikrer vores medarbejdere; skaber nye arbejdspladser; og vi sikrer en fastholdelse af håndværksmæssige traditioner i regionen. Det er vi enormt glade for og stolte over, lyder det videre fra parret.  

Karsten Andersen og Annemarie Skipper fastholder en mindre aktiepost i virksomheden og fortsætter med at lede produktionen for at sikre kontinuiteten indtil en ny fabrikschef er fundet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109