23948sdkhjf

Finn Juhls arvtagere køber familieejet møbelfabrik 

Onecollection har pr. 1. marts overtaget alle aktier i Schou Andersens Møbelfabrik og dermed sikret sig en gedigen udvidelse af egen produktionskapacitet på dansk grund.  

Det oplyser møbelvirksomheden i en pressemeddelelse.  

Schou Andersens Møbelfabrik, der råder over 8000 kvm i Vejen, producerer massive træmøbler, og har siden stiftelsen i 1919 været på familiens hænder. Og ifølge Hans Henrik Sørensen, medejer og –stifter af Onecollection, er der tale om et fremragende match.  

– Det glæder os, at opkøbet er faldet på plads med god energi og vilje fra begge parter. Det er tydeligt for os, at vi deler mange værdier med virksomheden herunder Kennet Schou Andersen, som også vil fortsætte i ledelsen af fabrikken i Vejen, fortæller han.  

Også Kenneth Schou Andersen, der er fjerde generation på møbelfabrikken, ser frem til at blive en del af den Ringkøbing-baserede virksomhed. 

– Familien ønsker først og fremmest, at virksomheden i Vejen skal fremtidssikres og videreudvikles i et inspirerende samarbejde med en ny ejer, og det har vi fundet i Onecollection. Det er selvfølgelig lidt vemodigt, men også helt velovervejet, og jeg glæder mig meget til at blive en del af en spændende organisation i vækst, udtaler Kenneth Schou Andersen.   

Positive synergier  

Onecollection har siden 2001 haft eneretten til Finn Juhls designs, og er således også kendt som Onecollection – House of Finn Juhl, og ifølge Hans Henrik Sørensen er det planen, at en del af den kendte arkitekts møbler fremover skal produceres i Vejen. Men målet med opkøbet er ikke mindst at føre Schou Andersens portefølje videre.   

– Vi ønsker at videreudvikle og manifestere brandet Schou Andersen indenfor den voksende Care-sektor, og ser samtidig meget positive synergier i forhold til vores egne kollektioner Onecollection og House of Finn Juhl - både med hensyn til salg og produktion. Kvalitetsmæssigt er Schou Andersen på så fagligt højt niveau, at det også er planen at producere flere af Finn Juhls modeller på møbelfabrikken i Vejen, fortæller han.  

Endelig er opkøbet udtryk for Onecollections ønske om at holde mest muligt på dansk jord.  

– Vi er ved at bygge nyt domicil i Ringkøbing, som vi snart flytter ind i, og opkøbet af Schou Andersen er helt i tråd med, at vi fortsat ønsker at udbygge den danske produktion. Vi vil gerne være med til at sikre, at de gode kompetencer i fremtiden kan findes i Danmark, forklarer Hans Henrik Sørensen, der bakkes op af sin medstifter Ivan Hansen.  

 I de 32 år Henrik og jeg har drevet møbelvirksomhed i Danmark, er der forsvundet mere end 400 møbelfabrikker fra landkortet. Rigtig mange producenter har søgt mod steder med billig arbejdskraft som Østeuropa og Kina. Den udvikling har, sammen med samfundets generelle fokus på akademiske uddannelser, udsultet den ellers hæderkronede danske møbelproduktion og uddannelse af faglærte håndværkere, forklarer han.  

Opkøbet er det første fra Onecollection, der i sommer selv fik en ny investor i ryggen. Her overtog den esbjergensiske Droob-familie 30 pct. af aktierne i selskabet som led i et strategisk generationsskifte. Hans Henrik Sørensen og Ivan Hansen sidder fortsat på majoriteten af selskabet.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08