23948sdkhjf

Fra navlebeskuende til next level - bordpladeproducent sætter bundlinjerekord

Når man ser på tallene i den nyligt offentliggjorte årsrapport fra Horn Bordplader, er fremgangen det første, der springer i øjnene. Med en bundlinje på 11,1 mio. kr. før skat er årets overskud det største nogensinde fra den Aulum-baserede bordpladeproducent, men når adm. direktør Jakob Bressendorf skal forklare succesen, begynder historien langt tidligere.

– For år tilbage lagde vi en ny strategi, hvor vi spurgte os selv, hvad vi egentlig skulle kunne. Var det nok at være en b2b-leverandør af bordplader til køkkenindustrien i Norden, eller ville vi gerne noget mere? Her valgte vi det sidste, og det var der, idéen om en bæredygtig udvikling blev født, længe før det blev på mode, fortæller direktøren.

De første skridt

Den seneste årrække har han og holdet derfor brugt på at gå alle produkter og processer efter i sømmene, startende med de lavthængende frugter.

– Vi begyndte internt i virksomheden og i virkeligheden på en ret navlebeskuende måde. Vi fik ryddet ud i de skadelige stoffer og omstillede til at køre på vindstrøm, fortæller Jakob Bressendorf om de første skridt ad en grønnere vej.

Snart efter blev opmærksomheden rettet mod de store mængder afskær fra produktionen, og af den udfordring fødtes søstervirksomheden Denwood by Horn i 2016. Her bliver overskudstræet forvandlet til interiørprodukter, og med stiftelsen føjede Horn et socialt aspekt til virksomhedens bæredygtige udvikling.

– Vi kunne godt tænke os, at størstedelen af de ansatte havde en udfordring, enten fysisk, psykisk eller i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet. Vores sigte med Denwood by Horn var egentlig ikke at lave et stort overskud, men i højere grad give lidt mere tilbage end virksomheder plejer, fortæller Jakob Bressendorf om søstervirksomheden.

I dag beskæftiger Denwood by Horn 25 ansatte, og de seneste tre år har der været sorte tal på bunden, men ifølge direktøren skal overskuddet ikke alene måles i kroner og øre.

– Arbejdet med Denwood by Horn har også sat gang i overvejelserne om, hvad overskud egentlig er. Vi er nået frem til, at det for os handler om mere end bare at tjene penge, og det er noget, vi virkelig prøver at efterleve, siger han.

Fra navlekiggeri til højeste barre

Ifølge Jakob Bressendorf var det således heller ikke med ren profit for øje, da Horn i 2018 kunne præsentere verden for de første, danske massivtræsbordplader med et svanemærke, eller da virksomheden året efter satte samme mærke på laminat og igen i 2020 på hele linoleumsudvalget. For selvom han fortsat ser efterspørgslen på de certificerede produkter vokse, er det ikke hans indtryk, at kunderne vil betale mere for de grønnere produkter.

– Derfor tager vi heller ikke ekstra for eksempelvis vores linoleumsplader, selvom det hele er certificeret.  Til gengæld oplever vi, at de eksisterende kunder efterspørger det, og at nye vælger os til på netop den baggrund, fortæller direktøren, der i stigende grad betragter certificeringerne som en hygiejnefaktor.

– Jeg tror simpelthen, at vi lige så stille ser barren blive hævet, og efterhånden er det bare en forventning, at man eksempelvis benytter certificeret træ, forklarer Jakob Bressendorf.

For Horn betyder den udvikling, at virksomheden konstant må skærpe sig, hvis den vil beholde den grønne førertrøje. I øjeblikket er man i gang med at fastlægge det fulde CO2-regnskab på såvel produkt- som virksomhedsniveau, og arbejder sideløbende på at opnå en virksomhedscertificering efter den globale B-Corp-bevægelse.

– Vi er gået fra at kigge indad og være navlebeskuende over produktcertificering til en cirkulær forretningsmodel med Denwood by Horn nu at sige, hvad bliver ”next level”, og det har ledt os til de her holistiske ordninger, hvor vi med B-Corp har valgt den, vi synes, sætter barren højest, siger direktøren.

Det betyder dog langt fra, at Horn dermed har sat punktum for virksomhedens bæredygtige udvikling.

– Som jeg ser det, er det her en konstant og langvarig proces, så det er ikke noget, vi forventer at være færdige med foreløbig – og forhåbentlig heller ikke om ti år, fastslår Jakob Bressendorf.

HORN Bordplader
mio. kr. 2020/21 2019/20
Bruttofortjeneste 62,2 47,0
Driftsresultat 11,3 7,0
Resultat før skat 11,1 6,5
Årets resultat 8,7 5,1
Balancesum 61,4 44,7
Egenkapital 17,0 12,3
Gns. antal ansatte 107 84
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096