23948sdkhjf

Kvadrat er ”Danmarks Sundeste Virksomhed”

Tekstilproducenten er netop kåret som Danmarks Sundeste Virksomhed 2012. Den midtjyske virksomhed vinder på et stærkt motionsfokus og en imponerende involvering af medarbejderne.
Sundhed på arbejdspladsen kræver en helt særlig indsats – fra den øverste ledelse til den enkelte medarbejder. Det ved man hos Kvadrat A/S, som derfor netop har fået prisen som Danmarks Sundeste Virksomhed 2012.

Dommerkomiteen pegede enstemmigt på den midtjyske tekstilproducent:

- Kvadrat er lykkedes med at involvere deres medarbejdere, og der satses på selvledelse – for eksempel ved uddannelse af sundhedsambassadører, stressmentorer og alkohol-nøglepersoner. Også ledelsen deltager aktivt i aktiviteterne. Det giver overbevisende resultater, siger repræsentant for dommerkomiteen, prisoverrækker og næstformand for Folketingets sundheds- og forebyggelsesudvalg, Hans Andersen.

- Kvadrat har satset på sundhedsfremme gennem en længere årrække og har været blandt de første til at sætte medarbejdernes sundhed på dagsordenen. Her passer medarbejderne på hinanden, og det forplanter sig – det giver tryghed, arbejdsglæde og loyalitet, fortsætter han.

Oppe imod to hårde konkurrenter
Kvadrat var oppe imod to virksomheder, som også gør et imponerende stykke arbejde for sundheden – Electrolux og Meldgaard Gruppen. Kåringen vækker også af den grund stor glæde hos Kvadrat, som har været førende inden for tekstilinnovation siden 1968:

- Det er stort at få sådan en pris og et godt bevis på, at vi har gjort en forskel og er på rette spor. Men det er også forpligtende og giver os lyst til at fortsætte indsatsen, for vi må ikke hvile på laurbærrene, siger direktør Mette Bendix.

- Sundhed er vigtigt for os, fordi vi gerne vil sikre, at medarbejderne trives. Det har en stor betydning for hele arbejdspladsen, at medarbejderne er motiverede for at komme af sted om morgenen og er glade på jobbet. Og så giver det et lavere sygefravær, men det er faktisk sekundært for os, fortsætter hun.

Fakta om prisen
Prisen ”Danmarks Sundeste Virksomhed” er en sammenlægning af de to tidligere priser "Danmarks Sundeste Arbejdsplads" og "Danmarks Sundeste Virksomhed". Med den nye pris får Danmark én samlet landsdækkende pris, der honorerer det innovative og professionelle arbejde med sundhed på arbejdspladsen.

145 virksomheder meldte sig til konkurrencen, 10 gik videre til anden runde, og endelig blev de tre nominerede fundet i starten af marts.

Bag prisen står Dansk Erhverv, Dansk Firmaidrætsforbund, SundhedsDoktor og Nordea Liv & Pension. De foregående år er prisen uddelt til Sparekassen Farsø, Novo Nordisk i Måløv, FødevareErhverv, Nordea Liv & Pension og Regionshospitalet i Horsens.

Dommerkomiteen bestod af Hans Andersen, næstformand for Folketingets sundheds- og forebyggelsesudvalg, Gisela Sjøgaard, professor ved SDU, Chris Norre, mindfulnesskonsulent, Ditte Vigsø, adm. direktør i Great Place to Work, Karen Marie Lillelund, foredragsholder og forfatter, Leif Skive, praktiserende læge og Jørgen Falk, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Yderligere info om prisen på www.sundestevirksomhed.dk

Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078