23948sdkhjf

Nordjysk træspecialist vil øge konkurrenceevnen

Med deltagelsen i det såkaldte VITU-program satser SkovTrup ApS på at få tre certificeringer i hus, som skal hjælpe mod nye vækstmål.
Væksthus Nordjylland og Mariagerfjord Erhvervsråd har netop igangsat forløb nummer 100 for virksomheder i teknologisk udvikling (VITU).

Forløbet er igangsat med Robinietræ-specialisten SkovTrup i Snæbum ved Hobro, og deltagelsen i programmet forventes at få afgørende betydning for SkovTrups konkurrenceevne.

Får afgørende betydning for salget
Som en del af udviklingsforløbet er SkovTrup nemlig i gang med en sporbarhedscertificering efter FSC-standarden, en brandteknisk certificering samt en UV801-certificering. Dermed kan SkovTrup i endnu højere grad dokumentere, at virksomhedens træ- og solsejlsprodukter lever op til offentlige kunder og forbrugeres øgede krav om sikkerhed og bæredygtighed.

Det skal styrke virksomheden, idet SkovTrups produkter, der blandt andet anvendes på naturlegepladser landet over, fremover kan certificeres efter en kendt standard. Og på den måde kan virksomheden bevæge sig frem mod en egentlig ISO-29000-certificering i bæredygtighed og samfundsansvar.

- Mange tror, at det er meget tidskrævende og besværligt at deltage i et støtteprogram, men vi har haft en helt anden og positiv oplevelse med det. Mariagerfjord Erhvervsråd og Væksthus Nordjylland forstår virkelig vores behov, og resultatet er, at vi kommer til at stå med en række certificeringer, som vi ellers ikke ville have haft ressourcer til at gennemføre. Vi forventer, at de vil få afgørende betydning for vores salg, fordi dokumentationskravene bare stiger og stiger, siger Søren Gøttrup, der sammen med Jon Skovhus står i spidsen for SkovTrup.

Teknologisk udvikling skaber vækst og arbejdspladser
SkovTrup har 10 års jubilæum til april, og virksomhedens succes bygger på en særlig evne til at udvikle nye produkter og ikke mindst source det stærke og miljøvenlige Robinietræ hos producenter i Sydøsteuropa. Her vokser træet i plantager under kontrollerede forhold, og derfor fældes det ikke i truede regnskove, som tilfældet kan være med andre ædeltræsorter.

Når produkterne er salgsklare, har de en levetid på 25-40 år, og SkovTrup sælger træet som færdige produkter til naturlegepladser eller som hegn, terrasser, plantekasser og havemøbler. En stor del af salget sker via nettet, men landets kommuner, byggemarkeder og firmaer, der bygger legepladser, er også store aftagere af Robinietræ-produkterne.

- SkovTrup har formået at gøre noget, som mange andre virksomheder kunne lære af – nemlig at teknologisk udvikling med fokus på dokumentation, bæredygtighed og innovativ tænkning også skaber vækst og arbejdspladser. SkovTrup er netop ved at færdiggøre et nyt lagerbyggeri på 5.200 m², så de er på rette vej til videre vækst, siger chefkonsulent Betty Nørgaard Nielsen fra Mariagerfjord Erhvervsråd.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078