23948sdkhjf

Cecilie Manz skal markedsføre dansk design i Milano

Designeren, der bl.a. står bag flere møbeldesigns, er udpeget som ny curator for 2011-udgaven af udstillingen Mindcraft.
Det er en stærk profil, der bliver ny curator for Danish Crafts’ kommende Mindcraft-udstilling, Mindcraft 11.

Den anerkendte designer Cecilie Manz har sagt ja til at curatere udstillingen og dermed stå i spidsen for den fortsatte internationale profilering af dansk kunsthåndværk og design.

Nøgleordene for den nye curators arbejde bliver kvalitet, funktionalitet og materialitet, og hun stræber mod at finde tilbage til de grundlæggende værdier i nordisk design:

- Vi har i Norden været kendt for vores tårnhøje brugsværdi, visuelle ydmyghed, materialefornemmelse og enkle rene æstetik. Nu, hvor overflodsbølgen er stilnet lidt af, kan vi måske genfinde og dyrke nogle af de grundlæggende værdier for vores virke – for de er stadig mere end aktuelle, siger Cecilie Manz.

I forbindelse med tiltrædelsen som curator forlader Cecilie Manz samtidig Danish Crafts’ bestyrelse.

Flytter Milano-udstilling
Samtidig med valget af ny curator har Danish Crafts valgt at flytte sin udstilling til det nye og toneangivende Ventura Lambrate-område i Milano.

De seneste tre år er Mindcraft blevet præsenteret i Zona Tortona-distriktet, men med Lambrate-områdets opdukken i 2010 og nyvundne status som ’stedet’ for nyt og epokegørende design har man valgt at skifte udstillingsplatform.

Ventura Lambrate er et gammel industriområde i Milanos nordøstlige hjørne, der de senere år har udviklet sig til et væsentligt galleriområde. Under Salone del Mobile udstiller et stærkt felt bestående af førende hollandske designere og uddannelsesinstitutioner fra Holland og England.

Om Mindcraft
Mindcraft er navnet på de udstillinger, som Danish Crafts de seneste tre år har præsenteret i forbindelse med designugen i Milano.

Konceptet blev lanceret i 2008, og senere samme år vandt udstillingen prisen for ”Best Contribution to 100% Design”, da den blev præsenteret på udstillingen 100% Design i London.

Mindcraft beskriver udviklingen i dansk kunsthåndværk, hvor indgående kendskab til form og materialer samt fornemme håndværksmæssige færdigheder kombineres med storytelling, refleksion og stillingtagen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078