23948sdkhjf

Efter opkøb: Stopper møbelproduktionen

Der skal gøres plads til produktionen af Linolie Døre og Vinduer i den gamle møbelfabrik i Vemb.

Stor efterspørgsel og behovet for flere ansatte har fået Linolie Døre og Vinduer i Bøvlingbjerg til at købe Rimme’s møbelfabrik i Vemb.

Det skriver dagbladet Holstebro-Struer.

Det betyder, at Linolie Døre og Vinduer nu udvider produktionen af vinduer og døre, mens Rimme’s Møbelfabrik indstiller produktionen af møbler.

- Enten skulle der investeres i nye produkter og nye maskiner, ellers skulle vi sælge selve fabrikken. Da min bror og jeg er lidt oppe i årene, besluttede vi at forsøge at sælge fabrikken. Det er kun fire-fem uger siden, at ejendomsmægleren satte bygningen til salg, så det er gået ret hurtigt, siger Jørgen Rimme, der sammen med broderen står bag Rimme’s Møbelfabrik, der i dag har fem ansatte.

Hos køber, Linolie Døre og Vinduer, overvejede Leo Madsen, der er ansvarlig for produktionen, for en kort stund også at kaste sig ud i møbelproduktion, men han bliver ved sin læst, og det man er god til, nemlig at producere vinduer og døre til overvejende fredede ejendomme i Danmark.

Det er en stigende efterspørgsel og manglen på plads til udvidelser, der har fået Leo Madsen til at kigge mod Vemb. I øjeblikket har Linolie Døre og Vinduer 20 ansatte, men Leo Madsen fortæller til avisen, at man godt kunne bruge fem til ti folk mere.

Linolie Døre og Vinduer rykker til Vemb pr. 1. november – og også her forventer Leo Madsen at ansætte yderligere.

Originalartikel

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11