23948sdkhjf

Brandramt møbelfabrik får en frisk overhaling

Da en voldsom, truende brand brød ud på Farstrup Møbelfabrik på Nordfyn, skete det under en oprydning i fabrikkens lokaler.

Nye ejere er nemlig i gang med at rydde op i den traditionsrige produktionsvirksomhed.

I marts i år trådte en helt ny ejer- og ledelseskreds ind og overtog møbelfabrikken fra 1910.

Efter 4 underskudsår i træk var der brug for friske øjne på fabrikken. Og de øjne er nu i gang med at opfriske fabrikken.

- Der har nærmest ikke været ryddet op i 50 år, så vi har taget en beslutning om at give hele virksomheden en overhaling. Vi går bogstavelig talt rundt og rydder op og smider ud. I glemte rum og i kældre. Vi gør rent og gør plads til noget nyt. Skaber en ny start for virksomheden, siger direktør Steen Lyhne-Johansen.

Det første synlige tegn på processen er et nyt navn og et nyt logo. Fremover skal møbelfabrikken hedde Farstrup Furniture.

Logoet er blevet genopfrisket. Det ikoniske ”f” er bevaret som logo, men optræder nu i en tidstunet og ny stiliseret sammenhæng.

- Vi har med vilje ikke ændret meget, for vi vil gerne tage udgangspunkt i det gamle. At det er dansk håndværk, hvor der kommer træstammer ind i den ene ende og møbler ud af den anden. Vi er en stolt gammel virksomhed, og det skal vi være bedre til at fortælle.

Produktprogrammet står også foran en opdatering, Selv om Steen Lyhne-Johansen mener, at der grundlæggende er et godt produktprogram.

Farstrups primære niche på markedet er komfortable lænestole, som henvender sig til et ældre publikum med fysiske behov, der opstået med alderen.

- Dem, som har fået svært ved at komme op af deres elskede Wegner-stole, men som gerne vil have et pænt møbel. Vi har et nichemarked og et købedygtigt segment, som bliver mere kræsent, og dem vil vi gerne udvikle til.

En del af genopfriskningen er også at vende sig mere ud mod omverdenen. Firmaet har i en årrække været mere introvert. Men nu begynder man at annoncere igen. En ny hjemmeside bliver udviklet. Og så vender man for første gang i en årrække tilbage til Stockholm Furniture & Light Fair i 2018 for at udstille.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095