23948sdkhjf

25 år med turbovækst: "Jeg var jo bare en hvalp dengang"

- Det er næsten flovt, men selv havde jeg fuldstændig glemt det. Nogen skrev tillykke til mig på LinkedIn, og jeg tænkte bare "hva' fa...foregår?"

Det, Lars Kristensen havde glemt, var, at det i denne måned er 25 år siden, at han og broderen Henrik Michael Kristensen blev medejere af den kronjyske møbeltransportør Thortrans.

I maj 1992 blev et generationsskifte startet, og det sendte en 20-årig Lars Kristensen ind i ledelsen. Sammen med den 3 år ældre bror. Og de styrer fortsat virksomheden sammen. For cirka 10 år siden trådte faderen endegyldigt ud.

- Jeg var jo bare en hvalp dengang. Men det var noget, vi følte, vi ejede i forvejen, og derfor var det meget naturligt. Vi har altid vidst, at det skulle ske - min bror og jeg, siger han til Wood Supply.

Og hvad er så sket på 25 år?

Virksomheden er 10-doblet. Over hele linjen, faktisk.

10 gange så stor en omsætning. 10 gange flere biler. 10 gange så mange ansatte.

Fra 20 til næsten 200 ansatte. Fra 12 til 120 biler.

Ind under vingerne er kommet firmanavne som Con Way, Hvejlsel Møbeltransport og Hellerup Flytteforretning & Kunsttransport.

Alt sammen fordi transportfamilien i Randers er lykkedes med en strategi, som farmand lagde i fællesskab med sine 2 hvalpe. Rundt om et bord en majdag i 1992.

- Det, vi ville dengang, var at opkøbe de møbeltransportører derude, som er synonym med kvalitet, og det er vi delvis i mål med. Vi har fundet nogle interessante aktører på markedet og taget dem ind.

Du siger delvis i mål - betyder det, at flere konkurrenter skal opkøbes?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Målet er heller ikke, at vi skal være de største. Jo, vi skal være størst på kvalitet, og at levere den største kvalitet er en stor opgave i sig selv.

Jubilæet bliver faktisk forbigået i stilhed.

- Jeg tror, jubilæumsdatoen var sidste søndag - kan det ikke passe? Så det løb er kørt nu. Vi har også utroligt meget andet at lave, afslutter jubilaren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109