23948sdkhjf

Millionfinte pynter på savværkets tal

Norlund har sat lejebetaling på pause, og det får resultatet til at se bedre ud - med millioners forskel.

Rold Skov-savværket Norlund sendte sidst i april et regnskab på gaden med smil.

Selskabet havde selv meldt ud, at det var sidste chance for værket, som i flere år har været underskudsplaget. Budgettet skulle holdes, hvis savværket skulle eksistere, og med et underskud på 1,5 millioner var det lykkedes, meddelte virksomheden.

På bundlinjen blev 2016-underskuddet det suverænt nådigste resultat for Norlund i mange år. Men nærlæser man de seneste års regnskaber, så viser det sig, at 2016 ikke gav bedre driftsresultater end 2014 og 2012, hvor underskuddene var henholdsvis 14 og 11 millioner kroner.

En huslejepause varmer

Og hvis 2016 var gjort op på samme måde, som 2014 og 2012, ville 2016-resultatet have lydt på cirka minus 8 millioner.

Grunden i findes i leje- og leasingforpligtelser. Hvert år har Norlund betalt 6,5 millioner til Nørlundfonden for at leje savværket, men den leje har Norlund slet ikke betalt i dele af 2015, i hele 2016 og gør det heller ikke i 2017.

Nørlundfonden, som varetager arven efter Nørlund Gods i Rold Skov, ejer både selskabet Norlund A/S og selve savværket, som er Nørlundfondens aktiv, og det er meningen, at Norlund A/S fra 2018 og til 2025 skal betale i alt 47 mio. kr. til fonden for leje og leasing.

Presset på likviditet

Nørlundfondens bestyrelsesformand Troels Horneman erkender, at det er sådan, det hænger sammen, men han anfører, at det har være nødvendigt for at sikre savværkets overlevelse.

- Det er sådan, at har man ikke likviditet til at betale sin husleje, så må man have huslejehensættelse, og ud fra den betragtning har vi valgt den løsning for at sikre selskabets driftskapital, siger Troels Horneman til Wood Supply.

Troels Horneman anfører, at der på plussiden er et udskudt skatteaktiv på 25 millioner kroner, som kan forbedre økonomien, når Norlunds regnskaber har sorte tal nederst.

Og det forventer han vil ske.

- Det er overordnet gået meget fornuftigt, når man ser på det forfærdelige 2015. Selskabet har klaret sig bedre end budgetteret og forventet.

Men hvorfor har Nørlundfonden ikke gjort, som mange ejere gør, og skudt den fornødne kapital ind i Norlund A/S?

- Det ville have belastet fondens likviditet meget, og vi vil ikke gå i banken og låne penge til det, for det er jo ikke gratis, siger Troels Horneman.

I Nørlundfondens seneste regnskab kunne fonden ved udgangen af 2015 notere en egenkapital på 184 mio. kr.

Den egenkapital er primært bundet i savværket og i øvrige produktionsaktiver som landbrug og skovbrug.

Nørlundfonden og Norlund A/S har navn efter herregården Nørlund Gods ved Rold Skov.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094