Kæmpeaftaler hæmmer markedsdynamikken
Af David Wedege
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.
Nogle græder og andre ler, når Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) køber ind og laver kæmpeaftaler på vegne af langt de fleste kommuner i Danmark og andre offentlige institutioner.
I disse dage er SKI ved at indgå en ny rammeaftale - den såkaldte 03.13 - og den inddrager heldigt en længere stribe af virksomheder og også et konsortium. Anderledes er det for eksempel med den 4-årige aftale, som blev vundet af Scan Office i 2016. Den såkaldte aftale 50.30.
Sommetider må nogle skære drastisk ned, mens andre må opruste nærmest på steroider. Det er ikke nødvendigvis odiøst. Sådan er konkurrence.
Men er konkurrencen på dette marked for offentlige leveringer sund?
Med stram maskinkalkule har den offentlige sektor bygget kæmpeaftaler op, og målet er at spare omkostninger for blandt andre kommuner. Langt de fleste kommuner er omfattet af SKI-aftalerne, og kommunerne står for halvdelen af alle landets offentlige udgifter.
Med offentlige udgifter på et stykke over 50 procent er Danmark højt placeret, og kun marginaler afgør fra år til år, om det sætter rekord i Europa.
Om det niveau af offentlige udgifter er odiøst, er helt op til den enkelte at vurdere.
Men man kan mere sikkert vurdere, at der er et asymmetrisk forhold mellem en stor offentlig sektor og dens centrale indkøb på den ene side. Og på den anden side en dansk erhvervsstruktur, som er decentral og præget af mange mindre og færre mellemstore virksomheder.
Man kan vurdere mere sikkert, at der er længere fra lokal virksomhed til lokal kommune, når man skal igennem en landsdækkende udbudsrunde.
Så centrale kæmpeaftaler og et decentralt erhvervsliv er ikke et skønt match. Det er et holdningsspørgsmål, om det er bedst for samfundet. Men stadig matcher det ikke strukturelt. Det ser forskelligt ud som et myggenet og et håndboldnet.
Kæmpeaftaler - uanset om det er på møbler eller andre services - skaber på den ene side drastisk tilstande. På den anden side skaber kæmpeaftaler lukkethed, som gør det svært for mindre virksomheder at byde ind i det, der udgør en betydelig del af den samlede danske økonomi.
Man skal blot følge hverdagssamtalen ude i de små virksomheder for at høre, hvordan landet ligger. Det kundepotentiale, der får tungerne på gled, er udsigten til at komme ind i private virksomheder.
Og hvis nogen vover at nævne den lokale kommune, så bliver der ofte temmelig stille.
Og trukket let opgivende på skuldrene og måske sagt "tja. Det kan man ikke bare lige. Sådan er det jo".
Hvorfor skal den lokale kommune vise lokale leverandører en smækket dør?