23948sdkhjf

Russisk møbelvisit blev en succes

Det førte til meget konkrete aftaler, da virksomheder fra Kaliningrad i starten af december besøgte Danmark og viste en mulig smutvej til det russiske træ- og møbelmarked.
- Som dansker er man lidt skeptisk overfor det russiske marked, men de her folk virkede meget professionelle, så jeg har lavet aftale om at besøge dem i januar måned.

Det fortæller Rasmus Falsig, European Sales Manager hos Falsig Furniture, der var blandt deltagerne, da en række danske træ- og møbelvirksomheder satte medlemmer fra Kaliningrad Furniture Association i stævne i Herning.

Møderne fandt sted på byens Innovatorium, hvor Udviklingscenter for Møbler og Træ (UMT) var vært sammen med Håndværksrådet.

Konkrete muligheder at bygge videre på
For Rasmus Falsig blev især mødet med en virksomhed fra hotel- og restaurationsbranchen interessant, fordi hoteller og restaurationer i Rusland gerne vil skabe en mere nordisk stil:

- Denne virksomhed vil gerne tage nogle af vores produkter med, når de laver tilbud, så det var en meget konkret mulighed, der åbnede sig her. Desuden tror jeg, der er nogle muligheder på privatmarkedet, hvis vi arbejder med produkter i mørkere udgaver, forklarer Rasmus Falsig.

Han oplevede virksomhederne som seriøse og troværdige, og har derfor en god fornemmelse af, at der kan være noget at bygge videre på:

- Man kan vælge at være skeptisk eller se, om det kan blive til noget. Jeg vælger det sidste, og vil over at se på, hvordan de laver møbler derovre. Om ikke andet giver det viden og informationer, jeg kan bruge senere, fastslår Falsig, der tager turen til Kaliningrad i det nye år.

Overraskende oplevelse
Hos Obel P - Automation A/S fik Managing Director Morten Pipper en oplevelse meget lig Rasmus Falsigs:

- De var overraskende interesserede i maskiner, og vi fik nogle meget konkrete forespørgsler, fortæller Morten Pipper, som på forhånd troede, at virksomhederne fra Kaliningrad var i Danmark for at markedsføre sig selv:

- Men sådan var det ikke. De havde nogle helt konkrete mål om samarbejde, og var meget professionelle og internationalt orienterede. Det er virksomheder, som er relativt langt fremme, og som har en interessant størrelse for os. Men de er ikke så stærke til engelsk, så der bliver lidt sprogvanskeligheder, og så bliver den største udfordring nok finansieringen. Men det er jo et tema for alle i øjeblikket, siger Morten Pipper, som også planlægger et besøg i Kaliningrad i starten af 2010.

Dansk delegation til Kaliningrad i 2010
De mange succesfulde møder har medført, at UMT-direktør Betina Simonsen allerede er i fuld gang med at planlægge næste skridt:

- Det var positivt at opleve, at snakken blev så konkret om ordrer og priser. Derfor har vi sammen med Håndværksrådet besluttet, at vi laver en delegation til Kaliningrad næste år, hvor interesserede virksomheder kan komme endnu tættere på mulighederne i Kaliningrad, siger hun.


Læs mere:
Russisk møbelindustri sætter kursen mod Danmark
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125