23948sdkhjf

Optimisme trods udsigt til mindre underskud

Siden juli har køkkenfirmaet Multi-Living øget salget med 20 %, og snart lanceres et helt nyt køkkenkoncept.
For fem år siden købte Arnfinn Hansen og en investorgruppe køkkenfabrikken Multi-Living, og efter en konkurs med efterfølgende reetablering i 2006 har pilen peget opad.

Siden dengang er fokus ændret fra projektorienteret ordreproduktion til salg af saml-selv-køkkener via forhandlere, og det har vist sig som en fornuftig beslutning. De seneste år har der således været sorte tal på bundlinjen, og selvom 2009 ser ud til at give underskud, er optimismen intakt.

I årets løb har Multi-Living nemlig foretaget større investeringer i produktionen, og om kort tid lancerer man et helt nyt køkkenkoncept. Samtidig er det siden juli lykkedes at øge salget med en femtedel, og i løbet af to år forventer virksomheden at øge omsætningen fra 30 til 50 mio. kroner:

- Vi har ikke mistet kunder under krisen, selvom mange køkkenbutikker er lukkede. Køkkener er en livsstil for mange sælgere. Når de afskediges eller forlader en franchisekæde, begynder mange for sig selv, og vi satser på selvstændige forhandlere. De må gerne sælge andre køkkener, for vi er ikke bange for at blive sammenlignet med dyrere produkter, siger Arnfinn Hansen til Erhvervsbladet.

Køkkenmarkedet har ændret sig
Ifølge Arnfinn Hansen har køkkenbranchen ændret sig markant over en årrække. Midtersegmentet er ved at være forsvundet, og markedet består i dag af de dyre og eksklusive køkkener på den ene side og de billige modeller på den anden:

- Udviklingen hænger sammen med ændret forbrugeradfærd. I dag skal et nyt køkken ikke holde i 30-40 år som tidligere. Når huse handles, udskifter den nye ejer ofte køkkenet, selvom det måske kun er tre år gammelt. I det hele taget er hyppigheden for udskiftning af køkkener øget, og det har ændret ved hele køkkenbranchen, siger han.

Om virksomheden
Multi-Living ApS har hjemme i Langå og er en samlefabrik, som får leveret alle køkkenkomponenter fra underleverandører. Firmaet har 14 ansatte og sælger sit sortiment af køkkener, garderobeskabe og badskabe via 27 forhandlere i Danmark og Norge.

Kilde: Erhvervsbladet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08