Af David Wedege 23. marts 2017 10:01

David Wedege er journalist og redaktør ved Wood Supply.

Når en af dansk erhvervslivs mest farverige personer i dag har modtaget sin dom på halvanden års ubetinget fængsel og konfiskation af et større millionbeløb, så runger der en lille resonanslyd i et hjørne af møbelbranchen. 

For var han ikke...? Jo, han var.

Det var jo der, navnkundige Flemming Østergaard med kælenavnet Don Ø byggede sig op som erhvervsfigur, og tiden som dansk topchef for den svenske kontorleverandør Kinnarps talte han gerne om.

Og meget, meget lidt om sin afgang fra samme virksomhed, som han var med til at gøre stor i Danmark.

Det forstår man, hvis man skal tro bogen ”Løvekongens storhed og fald: Historien om Don Ø”, skrevet af erhvervsjournalisterne Kasper Kronenberg og Morten Johnsen og udgivet i 2010. 

I tiden op til fyringen i juni 1998 havde utilfredsheden ulmet i virksomhedens små hjørner. Flemming Østergaard havde indsat sin egen søn i den daglige Kinnarps-ledelse, og i medarbejdernes øjne var han ikke lige så dygtig, som farmand syntes. Sådan beskriver forfatterne forløbet.

De beskriver også, at det var en chokeret Flemming Østergaard, der fik besked på at forlade Kinnarps omgående. Uden selv at få mulighed for at tømme sit skrivebord.

Kort tid efter den fyring, kastede han sig helhjertet over fodboldforretningen FC København. Den nebengesjæft var svenskerne bag Kinnarps-koncernen heller ikke begejstret for, beskriver forfatterne i 2010.

Den her redaktørleder står lige nu til anklage for at løbe med sladder og skadefro over dagens kulørte nyhed, men det er ingenlunde – og jeg mener ingenlunde! mit ærinde.

Heller ikke at afgøre, om han er skyldig eller ej. Dygtig eller ej. 

Læren af hans græskagtige tragedie som erhvervsmand er, at ingen bliver så store, at de kan navigere ud fra egen virksomhedsopfattelse og komme derhen, de vil. 

At man kunne det, har været et gennemgående træk ved den offentlige person Flemming Østergaard, som i hele sagsforløbet har bedyret sin uskyld og udtrykt bestyrtelse over det retssystem, som har dømt ham.

I sin egen bog "Don Ø" fra 2002 kan han heller ikke forstå, hvorfor Kinnarps smed ham på porten. Man kan kun gisne om det, udtrykte han. Måske var Østergaard-familiens magt blevet for stor, gættede han. Ja, muligvis mod bedrevidende, gætter jeg.

Undervejs sagde hans advokat Hanne Rahbæk under hovedforhandlingen i sagen om kursmanipulation i Parken også, at processen var ”ren Kafka”, og det er der ikke så lidt sandhed i. 

Franz Kafkas hovedperson i romanen ”Processen” fra 1925 bliver slæbt igennem et langt og ydmygende retsforløb uden nogensinde at få at vide, hvad han er dømt for.

Romanen er for mange blevet et symbol på justitsmord og systemovergreb, men forfatterens pointe var måske egentlig en anden. Hovedpersonen Josef K fnyser under hele forløbet af dem, der anklager og retsforfølger ham. De er snotdumme. 

Så Josef K navigerede alene efter sin egen virkelighedsopfattelse, som dengang Flemming Østergaard holdt fast i, at sønnike var den rette til jobbet.

Og det var hovmodet, der fældede Josef K i Kafkas "Processen". Arrogancen blev Josefs død ved galgen.

Det er ikke en kulørt historie. Den kan vi alle bruge til noget.