23948sdkhjf

Medarbejdere overtager vinduesfabrik

Kurt Sohn og Claus Falkenberg - henholdsvis fabriksdirektør og produktionschef hos Wega Vinduer - har overtaget ejerskabet af Thy-fabrikken fra Eurodan-Huse.
Siden 2005 har Eurodan-Huse stået bag Wega Vinduer, men nu er ejer Niels Christian Dahl nået til enighed med to af fabrikkens ansatte om betingelserne for et ejerskifte.

- Jeg er yderst tilfreds med, at produktionen fortsættes på lokale hænder. Selv om det efterhånden er mange år siden jeg har boet i Thy, har jeg stadig en stor tilknytning til området. Vi har brugt Wega's vinduer og døre i vore huse gennem alle årene, og det gode samarbejde vi har med fabrikken og medarbejderne fortsætter selvfølgelig uforandret, siger han.

De nye ejere er den hidtidige produktionschef Claus Falkenberg samt fabriksdirektør Kurt Sohn, som har brugt de seneste måneder til at forberede overtagelsen:

- Da muligheden bød sig for at overtage virksomheden, slog vi til med det samme. Byggebranchen, kunderne og kontakten med medarbejderne tiltaler mig utroligt meget. Og så har det altid været et stort ønske at blive selvstændig, fortæller Kurt Sohn.

Wega Vinduer beskæftiger i dag cirka 40 medarbejdere på fabrikken i Kolby, hvorfra der produceres vinduer og yderdøre i fyrretræ, mahogni og træ/aluminium. Virksomheden har endvidere et nyt lavenergi-vindue undervejs, som efter planen sendes på markedet senere på året.

Kilde: Wega Vinduer

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094