23948sdkhjf

Unge vil have fingrene i håndværk

Hos mange unge kribler det så meget i fingrene for at bruge hænderne, at omkring to ud af tre højskoler nu tilbyder håndværksfag.

Kirstin Sloth er en af de elever, som for første gang i sit liv kastet sig ud i faget træhåndværk på Vestjyllands Højskole. Lige nu er hun i gang med at lave en kniv helt fra bunden. Det skriver DR Midt & Vest.

- Jeg kan godt lide, det er lidt langsommeligt. Det går meget langsomt. Man kan bruge noget tid på at gøre det lækkert og helt sit eget, siger hun.

Det er ikke kun i Vestjylland, at de unge vil bruge hænderne. Der er en stigende interesse for fag, som indebærer, at man arbejder med et eller andet med hænderne fysisk i et værksted, forklarer pressechef i Folkehøjskolernes Forening, Andreas Harbsmeier.

På Vestjyllands Højskole er de netop begyndt at udbyde håndværksfag. Der kan være 12-15 stykker på et træhåndværkshold, men der var 42, der meldte sig. Derfor har skolen oprettet tre hele hold i stedet for ét. Faget keramik har haft samme store tilslutning.

- Interessen er kæmpestor, siger forstander Else Matthiasen.

Eleverne på Vestjyllands Højskole har selv været med til at lave møblerne, som de har indrettet sløjdlokalet med. Hver gang de begynder undervisningen, tager en gruppe ud for at hugge brænde og lave et bål. Målet er, at eleverne skal få den fulde oplevelse af materialet træ.

For elev Patrick Vester Bentsen er det netop det sanselige, som tiltaler ham i håndværksfaget:

- Jeg vil gerne prøve at bruge min hænder, for jeg bruger mit hoved rigtig meget. Og så kan jeg godt lide lugten, siger han.

Den motivation går igen hos mange af eleverne.

- I de her digitale tider bruger unge kun hovedet. De har så lidt fat i ting i det taktile. Jeg tror, de har en længsel efter at skabe ting, som man faktisk kan røre ved, fortæller forstander Elsa Matthiasen fra Vestjyllands Højskole.

43 ud af 68 højskoler landet over udbyder i dag håndværksfag.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078