Northmoderns aflysning efterlader især én taber
Wood Supply kommenterer.
Af David Wedege
Især én aktør i spillet står som taber efter Northmoderns aflysning.
Og det er Northmodern selv. Eller organisationen bag, CIFF. Eller Bella Center.
Der er først og fremmest tale om, at kongres- og udstillingscentret i Ørestad har lidt et kommercielt skibbrud med en omfattende plan. Man så en dansk design- og møbelbranche med både kreativ og økonomisk vækst og segmenterede den som en kundemålgruppe for centrets aktiviteter, som især er salg af udstillingsplads.
Bella Center havde et behov. Spørgsmålet var, om det kunne møde en succesfuld branches behov.
Målgruppen bed ikke på krogen. Der var ikke kød nok i lokkemaden. Design- og møbelbranchen ignorerede strengt taget initiativet - ihjel. Og læren er, at der ikke nødvendigvis savnes en københavnermesse, blot fordi København ingen har.
Skal man lykkes, skal man udfordre og erobre fra de helt store sværvægtere i den internationale messekalender, og dertil virker eksempelvis Stockholm som en urokkelig konkurrent for Norden og Milano som urokkelig for verden.
Siden starten i januar 2015 har der været holdt 4 messer - 2 om året, og for publikum var det tydeligt, at der var noget halvt og ufærdigt ved konceptet. Mange af de aktører, som lignede selve forudsætningerne for idéen, glimrerede gang på gang ved deres fravær.
Derfor skulle 2017 tydeligvis være året, hvor projektet måtte briste eller bære. Ved at finde et helt nyt tidspunkt for en årlig i stedet for en halvårlig event og ved at sætte det i sammenhæng med en større, københavnsk festivalvision om en københavnsk designuge. Man satte alt på ét bræt ved at udvide visionen.
At det ikke gik, er ikke et symptom på, at branchen er i krise. Her er det snarere tværtimod. Hårdt sagt er messens aflysning ikke branchens hovedpine.
Northmoderns kortlivede historie som messe efterlader en nuanceret eftersmag. Bitter. Men ikke ubetinget. Den var også en fremadskuende messe og en lidt fræk dreng i klassen, som lagde scene til det unge og spirrende vækstlag, som man ikke gemte væk i et skolereservat.
Northmodern efterlader en stafet, som andre aktører i billedet bør gribe fat i, og den handler om at styrke og støtte det vækstlag, som skal bringe den danske scene videre. Det har en byfestival som 3 Days of Design endnu ikke haft en naturlig plads til.
Når Northmoderns nederlag hermed er proklameret, så skal der dog også lyde en bekymring for visionen om en københavnsk designuge i maj, som blev præsenteret i sensommeren 2016. Få måneder før det skal foregå, fremstår planen stadig foruroligende spredt og ukonkret.
Der findes en gruppe af partnere, som bakker op om en vision, men der er ingen samlet tovholder at få øje på. Intet officielt sekretariat. Ingen talsperson. Intet navn. Ingen hjemmeside. Københavnerne ved ikke, at det skal finde sted, og måske opdager de det slet ikke.
Alt sammen er tilforladeligt, når man er i en visionsfase, men den deadline må være overskredet forlængst.
Så hvad har man egentlig brugt efteråret af 2016 til?