Satellitsporing mindsker trætyveriet
Det skriver DR Østjylland.
Ved at lægge en GPS-sender ind i en træstamme kan man spore dem, hvis tyvene flytter dem. Med et såkaldt geofence alarmeres Naturstyrelsen, hvis træet flyttes uden for en fastlagt grænse.
Forsøget i 2016 viser foreløbig, at det har halveret tyveriet af træ fra statsskovene.
Ud over GPS-sporing tager man stikprøver hos vognmænd, der henter træ i skoven for at kontrollere, at de har orden i salgspapirene.
Man har også låst skovveje af, hvor der er mange værdifulde træstakke.
Ingen tyve er foreløbig blevet snuppet på fersk gerning.
- Men vi ved, det virker, og vi bruger det præventivt, siger Peter Chrois Møller, salgsleder hos Naturstyrelsen, til DR Østjylland.
Især stakke med relativt tyndt og knastet træ til brænde frister tyvene.