23948sdkhjf

Én ting er smartere i møbelbranchen end at være digital

Wood Supply kommenterer.
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør på Wood Supply

"No bricks no clicks" er for længst blevet en modevending i detailverdenen. Talemåden dækker over den antagelse, at webutikker, som har en fysisk butik, ofte står stærkt i konkurrencen, og brancheorganisationen Foreningen for Dansk Internethandel ser en tydelig tendens i tiden.

Den tendens ser møbelbranchen også.

Det er sandt nok, at fysiske butikker trues i stigende grad af webhandlens tilkomst, men skyldes det mere at udbuddet er øget end webhandlen i sig selv og deres priser?

Det er meget bemærkelsesværdigt, at det bliver stadig smartere at have en fysisk adresse. Det brander en møbelproducent. Viser overskud. Manifesterer. Sikrer en autenticitet og troværdighed i kundernes øjne.

Er man også synlig i virkeligheden eller svæver man blot i cyberspace. Det er afgørende for kundernes tillid.

Normann opnåede en enorm popularitet. Hay gjorde det nærmest umulige og fik succes på første sal med en gammel, trang elevator og en stejl trappe.

Verpan med Verner Pantons designarv starter et butikseventyr i februar i Aarhus. Det kan brede sig til en stribe af storbyer. Håber Verpan. Og det er ikke svært at se inspirationen fra andre danske designbrands, der er lykkedes med strategien.

Sofakompagniet sværgede først til en omkostningslet forretningsmodel, som baserede sig på webhandel alene. Og pludselig - som et ups - var de nødt til at være til stede i virkeligheden.

Og Bivas genkomst skulle også have været et omkostningsbevidst webkoncept. Nu skyder butikkerne op igen i byudkanterne. Nærmest helt som før.

Hvor man før gik fra butik til web for at følge med, går man i dag fra web til butik. For at følge med. Forunderligt.

Det, der presser de gammeldags butikker er ikke nødvendigvis, at webhandlen kommer ind fra højre og sparer omkostninger og stjæler kunderne. Det presser de gammeldags butikker, at alle priser er blevet gennemsigtige for alle, uanset om det er web alene, blandet afsætning eller butik alene. Priser er kun et klik væk.

En luksusbutik, som ikke før bekymrede sig om sine udsalgspriser - fordi service, viden og den rigtige indkøbspose trak kunder til - ja de må sande, at også for topsegmentet er prisen alt i dag, og følger man ikke med prisen, vil man opleve, at kunderne taknemmeligt kommer og prøver sofaen - og køber den et andet sted.

Flere designhuse sælger selv sine varer direkte både i butik og på web og både presser og provokerer den traditionelle handel.

Så markedssituationen er langt mere broget end som så. Der er langt fra kun tale om, at omkostningslette webkoncepter underbyder de fysiske butikker, fordi deres behov for dækningsbidrag er lavere.

Og det er ikke nødvendigvis den, der er faldet af den digitale udvikling, som taber. Det kan overraskende nok også være den, der ikke har kræfter til at manifestere sig i den fysiske virkelighed.

Det er smart nok at være smart digitalt, men derfor er det ikke blevet mindre smart at have en smart butik.

Det er også skønt at gå i en god butik.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078