23948sdkhjf

Møbelkæde på hård slankekur

Idemøbler er hårdt ramt af den økonomiske krise og regner ikke med at tjene penge i 2009.
- Niveauet af usikkerhed er højere, end jeg kan huske, at det nogensinde har været. Vi har reduceret samtlige omkostningsposter. Det er alt fra papirforbrug, husleje, rejser, indkøb og desværre antallet af medarbejdere.

Sådan lyder de dystre meldinger fra Mikael Thinghuus - administrerende direktør hos Iddesign - som driver landets 35 Idemøbler-butikker.

Til Børsen forklarer direktøren, at målet nu er at komme gennem 2009 i så god forfatning som muligt, og tidligst i 2010 forventer kæden igen at realisere sorte tal på bundlinjen:

- Det er klart, at vi er påvirket af faldet i privatforbruget. Hvis man skal gætte vejret, er det bedste bud på morgendagens vejr at kigge ud af vinduet og sige, at det nok bliver lige sådan. Som udgangspunkt planlægger vi ikke, at 2009 bliver meget anderledes, end hvad markedssituationen er nu, siger Mikael Thinghuus.

En fordel at være under en kapitalfond
Idemøbler blev for lidt over et år siden overtaget af kapitalfonden Axcel, der dengang skød 200 mio. kroner i foretagendet med ambitioner om at skabe Nordens største boligkæde.

Den plan er indtil videre sat på standby, men netop de nuværende ejerforhold skaber nogle muligheder - både under den nuværende situation og i relation til fremtiden:

- Det giver en sikkerhed på den lange bane. Om der kan blive behov for nye kapitalindskud kommer an på, om verden bliver ved at se ud, som den gør i øjeblikket. Men i sådan en situation sover man noget bedre, når man er ejet af folk, som har den mulighed, forklarer Mikael Thinghuus.

Idemøbler omsatte sidste år for 1,3 mia. kroner og sidder på godt 15 % af det danske møbelmarked.

Kilde: Børsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078