23948sdkhjf

Her er ugens 3 brandvarme branchesager

Wood Supply kommenterer.
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør på Wood Supply. En del af Nordiske Medier.

Der er ikke én ting, der trænger på for en god diskussion i denne uge. Lad os tage ugens tre vigtigste sager.

Svinkløv Badehotel
Den første, jeg vil nævne, er decideret brandvarm. Og det skulle ikke tages for morsomt. Svinkløv Badehotel var et usædvanligt stort træhus efter danske forhold, som vi til stor vemod måtte tage afsked med, da en voldsom brand fjernede næsten alt på lyntid.

Nu tales der om, hvorvidt man overhovedet kan genskabe det sagnomspundne badehotel. Og på et tidspunkt vil spørgsmålet melde sig: Kan det opføres igen af træ? Kan man genskabe romantikken?

Her står træhusbyggeriet i Danmark - midt i triste omstændigheder - med en stor udfordring og chance for at vise, at træhusbyggeri har en relevans i dag. Vil man kunne løfte opgaven - genskabe en perle - og samtidig leve op til moderne byggekrav? Det er nu, man skal melde sig ind i kampen.

For tæt på originalen
Coop er havnet i en kopisag med designhuset By Lassen, og det er ikke første gang, at dagligvarebranchen gør sig bemærket med enten plagiat eller noget, der nærmer sig.

Det burde ikke være nødvendigt, og det er det heller ikke. Det er svært at tro, at kæderne overordnet arbejder med kyniske strategier. Det er lidt nemmere at tro, at der i indkøbsleddene sidder folk, som mærker et pres for at lande resultater, og det kan man gøre med populært design.

Selvfølgelig vil der altid være et lavprissegment som med billigløsninger samler tidens impulser op og leverer effektivt et billigt produkt. Der findes masser af eksempler på noget, der kan sælge og ikke går over stregen, så man kan kun opfordre kæderne til at operere med en vis sikkerhedsmargin, når det kommer til efterligning. Ligner det meget - så er der risiko for, at det er for meget, og den kollegiale respekt bør sættes i forgrunden. Det er også dagligvarekæderne selv, som må betale med uheldig omtale.

I dag starter Snedkernes Efterårsudstilling
Hvis branchen er en rugbrødslagkage, så ligner den traditionsrige efterårsudstilling med kommercielle øjne det pyntebær på toppen, som man tænker, man bedst kunne undvære, hvis man var tvunget til at vælge. Og det er vi heldigvis ikke. Så lad os svælge i den luksus.

På efterårsudstillingen vover designerne de eksperimenter, som ikke umiddelbart giver møbelfabrikanter dollartegn i øjnene, men som ikke desto mindre kan pege fremad for en designbranche, hvis store udfordring sommetider er at bryde med traditionstænkningen.

Efterårsudstillingen giver plads til eksperimenter, som forbliver eksperimenter. Det er ikke en fiasko. Det er dét, scenen er til for, og hurra for det. Besøg udstillingen og opdag fremtidens traditionsbrud.

Og så ved vi udmærket...
...At det i virkeligheden er Hay-direktørens fyring, som de fleste taler om, men der er egentlig intet at tilføje til den uheldige sag. Den overordnede ledelse tog den eneste rigtige beslutning og har lært en lektie.

Fortsat god torsdag.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094