Efter hyldestormen: Det her er Søstrene Grenes succes
Wood Supply kommenterer.
Af David Wedege
I sidste uge stod ”en lang kø af unge, pjækkende studiner ude fra humaniora” nede på gaden og ventede på, at Søstrene Grene skulle åbne, skælmede en kollega torsdag morgen på redaktionen.
Og da dørene åbnede, stormede kunderne ind - nej, ikke på redaktionen - og flåede hvide væghylder bort fra hylderne. Væghylder i papkasser, bevares.
Grene-hylden må være det nærmeste, man efterhånden kommer et folkemøbel i Danmark lige her og nu. Noget, som FDB-møblerne skulle have været, men som i stedet blev en klassemarkør for en lidt bedrestillet befolkningsdel.
Og bemærk, at det ikke er det mindst trendbærende af alle segmenter, som er gået amok i Grene-hylden. Tværtimod. Ingen fandt grund til at snige sig ud af butikken i frygt for at blive set et pinligt sted. En lavpriskæde, der solgte lavprisinteriør, var en hot begivenhed. Ultrahot. Og kollektionen blev også vist uden den mindste ironi på mode-, bolig- og trendblogs her og der.
Søstrene Grene tror selv, de er attraktive, fordi de skaber gennemførte oplevelser, hvor sanserne skal stimuleres rart, fra man går ind, til man går ud. Så kan man nok tale om billig sourcing og lave priser. Det billige gør det ikke alene, for der er masser af billige møbler derude, som trods sine bestræbelser på at følge trends ingen agtelse får.
Så Grenes succes er helt sikkert noget, andre kan lære af. Ikke mindst når det kommer til showroom-design. Der er en lærdom, der kan tænkes ind i mange sammenhænge og i mange segmenter. Ikke på Grenes måde. På andres egne måder!
Bortset fra at hylderne blev udsolgt hurtigere, end det (ifølge virksomheden selv) var meningen, så er der intet eksklusivt ved en lavprishylde til et par hundrede kroner. Der er heller intet eksklusivt ved, at alle har den.
Det udfordrer fortællingen om nutidens forbrug som stærkt individualiseret. Hvor vi alle er øde satellitter i mørket, som går ud og finder vores eget helt særlige møbel for dermed at bruge forbruget til at skille os ud fra mængden.
”Eksklusivt Design!”, hedder et slag- og salgsord, som efterhånden er slidt ned til det uskarpe og ubetydelige af mange års klichébrug. Det kan næsten ikke blive mere 80'er-bedaget og som at sidde ensomt og reserveret i hjørnet af en café med stålstift geléhår og drikke calvados med solbriller på i halvmørke. Cool? Ikke i dette århundrede.
”Inklusivt Design”, kunne man kalde det nye slagord, hvis bare det klingede, for der er rent faktisk efterspørgsel på det inklusive, som er tilgængeligt i stedet for uopnåeligt og imødekommende i stedet for snobbet. Og bemærk lige: Det kan sagtens være cool imens, og det bryder med fastfrosne stereotyper.
Formgivning og æstetik er mindst lige så meget et fællesskabsfænomen, som det er et individfænomen. Grangiveligt endnu mere.
Det er ingen som helst skam at eje det samme som naboen eller veninden. Tværtimod ligger der en følelse i det, og Margretheskålen er jo næsten et helt fællesskabssymbol i kulturen; en slags afløser for folkedragten, som man pynter sit køkken med og kun sekundært bliver købt eller opbevaret som arv, fordi skålen også er praktisk. Det fællesskabsorienterede er stærkt overset og undervurderet som markedstrend.
Altså markedstrend. Ikke som et forceret ideal, man eksempelvis kender fra politik, hvor fællesskab på grund af en magtinteresse kan være dikteret fraoven. Mange kan huske, at deres lokalavis blev slået sammen med nabobyens for at gøre det smart - for bladhuset. Og ikke for læserne, som i stort tal vendte fusionsbladet ryggen. Rend mig i naboflækken, tænkte mange. Vi taler om kundens egne præmisser for fællesskab.
Det er langt mere attraktivt at opleve noget i fællesskab, end det er at opleve ingenting alene. Det er en større årsag end lavpris til de fiktive Grene-søstres store interiørsucces.
Så man kunne forestille sig meget: Oplevelsescenter i stedet for showroom? Events fremfor åbningstider?