23948sdkhjf

Fynsk senge-mogul forgyldt i Drømmeland

Drømmeland lander største overskud i 41 år, mens Lars Larsen-ejet konkurrent lider
Det klinger godt i kasseapparatet hos sengekæden Drømmeland, der er ejet af den fynske privatmand Kim Andreasen. Det skriver Børsen.

Med 18 specialforretninger, der sælger senge, der er lidt dyrere, end dem man finder hos Ikea og Ilva, er indtjeningen nu løbet op på i alt 10,7 mio. kr. før skat, viser koncernens seneste regnskab. Det er en tredobling af forrige års overskud, og samtidig vokser kæden 30 pct. på toppen.

Men Drømmelands ejer og administrerende direktør har ikke speederen trykket helt i gulvet. Da Kim Andreasen købte Drømmeland, mente han, at der var plads til 30-35 sengeforretninger, men indtil videre har han kun åbnet syv nye.

- Vi er kræsne, så vi etablerer kun en ny butik, når det er det helt rigtige. Vi har ingen strategi om at åbne et vist antal butikker inden for et bestemt antal år. Virksomheden er jo privatejet, så vi har ikke en masse pæne meddelelser, vi sender ud, siger Kim Andreasen til Børsen.

Ambitionen om at åbne flere jyske butikker, der sælger brands som danske Tempur og norske Svane, sender Drømmeland ind på hovedkonkurrenten Sengespecialistens hjemmebane.

Den Lars Larsen-ejede kæde er nemlig modsat Drømmeland tungt besat i Jylland, men det halter med at tjene penge, og de seneste tre år har Sengespecialisten tabt 11 mio. kr. Der er dog blot tale om en investering i fremtiden, forsikrer Sengespecialisten.

- Vi skal selvfølgelig tjene penge, men vi er så privilegerede at have en ejer, der har råd til at lave de nødvendige investeringer. Også selvom det koster på kort sigt. Vi har ikke fokus på at vokse frem for at tjene penge, men derimod på at vokse for at kunne tjene penge, siger administrerende direktør i Sengespecialisten Brian Lund Nielsen til Børsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094