23948sdkhjf

Savværks-direktør: "Politikerne kan redde os, hvis det er dét, de vil"

Carl Hansen & Søns hovedleverandør har stillet sig midt i kampen.
Naturpakkens indhold om mere urørt skov har fået møbelfabrikken Carl Hansen & Søn til at frygte så meget for den danske råvareforsyning , at den allerede er søgt mod udlandet efter leverandører.

Men PA Savværk i Korinth, som har eksisteret siden 1885 og som i generationer har leveret til den fynske Wegner-producent, er fortrøstningsfuld og tror stadig på, at man også for fremtiden kan levere dansk egetræ.

Nu er det op til politikerne, hvordan naturpakkens formulering skal udmøntes, siger adm. direktør Kim Axelsen. Det er nemlig endnu ikke bestemt, hvilke områder, der skal henlægges som urørte, og det bliver altafgørende. Politikerne kan redde produktionsskovene og branchen, hvis det er deres vilje, påpeger han.

- Det afhænger nu af, hvilke områder, man vil lave til urørt skov. Der er masser af urørt skov, som ikke er brugbar produktionsskov, hvor der er plads til flora og fauna. Vi mener ikke, at vi som industri kun har modsatrettede interesser. Vi synes bare, at man skal blive ved med at drive den del, der ikke er fredet og så henlægge den skov, som ikke er egnet til skovbrug, siger han.

For PA Savværk er der masser af råvarer, indtjening og arbejdspladser på spil.

- I yderste konsekvens kan det blive en katastrofe for os, der lever af at være savværk, og det kan koste arbejdspladser på selve opskæringsdelen, hvis vi skal sikre hele vores råvareforsyning i udlandet, siger han.

Eksempelvis findes al FSC-certificeret egetræ i Danmark i statsskovene, som er omfattet af naturpakken.

Han mener, at skovbruget har skabt meget af den skov, som visse interessenter vil henlægge som urørt. Det stammer blandt andet fra 1807, hvor kong Christian 7. lod egetræer plante for at lave råvarer til at genopbygge den militærflåde, som briterne konfiskerede, da de sejlede bort med 69 danske skibe.

- Så det er en rigtig ”hønen-og-ægget-diskussion”. Masser af den skov, vi har, har vi kun, fordi det er produktionsskov.

Sammen med Savværksforeningen, hvor Kim Axelsen er aktiv, arbejder han nu på at påvirke beslutningstagerne, så mindst mulig produktionsskov omfattes af de 13.300 hektarer, som skal findes og henlægges.

Læs også: Carl Hansen & Søn føler sig tvunget bort mod Østeuropa

Artiklen er en del af temaet Naturpakken.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078