23948sdkhjf

BoConcept er blevet bedre til at tjene penge

- Regnskabsåret 2015/16 blev et rekordår for BoConcept. Med en omsætning på 1.235 mio. kr., et primært driftsresultat på 120 mio. kr. og pengestrømme før afdrag på langfristet gæld på 163 mio. kr. overgik de realiserede resultater langt vores oprindelige forventninger for året, siger Torben Paulin CEO i BoConcept om årets resultat.

Omsætningen øgedes med 7,6 procent, og landede på det højeste niveau i BoConcepts historie. Årets resultat blev realiseret med 93 mio. kroner. Overskudsgraden er rekordhøj og realiseret med 9,7 procent, mens pengestrømme fra drift er kraftigt forbedret til 165 mio. kr. fra 19 mio. kr. sidste år.

Ifølge Torben Paulin har fremgangen i koncernen været særlig udtalt på tre områder.

- For det første er same-store-sales øget med 12,9%. For det andet er effektiviteten i hele koncernen øget markant. Og for det tredje har vi øget sundhedstilstanden i butikskæden gennem en stram kreditpolitik og fortsat sanering. Det betyder, at den gennemsnitlige performance og indtjening i butikkerne er stigende, og at omkostninger til tab på debitorer er reduceret kraftigt. Endelig har valutakursudvikling også bidraget positivt til den meget tilfredsstillende resultatudvikling, siger han i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

Forventninger & Købstilbud
BoConcept forventer at man i regnskabsåret 2016/2017 øger omsætningen med 3-5% baseret på en fremgang i same-store-sales og i antallet af butikker. Overskudsgraden forventes i niveauet 10%.

- Med målrettet eksekvering af vores strategiske optimeringsplan Horizon 16/17 har vi de seneste år skabt det stærkeste forretningsgrundlag i BoConcept nogensinde. Det er essentielt, at vi ikke slår op i banen nu, men holder kadence i den fortsatte udrulning af Horizon, hvor vi fremover specielt skal fokusere på at styrke butikkernes omsætning og indtjening pr. kvadratmeter samt på at drive yderligere effektivitetsoptimering gennem værdikæden, siger Torben Paulin om de fremtidige udfordringer i koncernen, hvor også købstilbuddet fra Layout Bidco A/S kommer til at spille en rolle.

Layout Bidco A/S har tidligere på måneden fremsat et frivilligt, betinget offentligt købstilbud til alle aktionærerne i BoConcept Holding A/S. Tilbudsdokumentet er nu godkendt af Finanstilsynet. Aktionærerne skal tage stilling til købstilbuddet på den ordinære generalforsamling i august. Bestyrelsen anbefaler aktionærerne at acceptere tilbuddet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109