23948sdkhjf

Med FSC-vinder i Bolivia: Sidste dag og færdigt design (#8)

Wood Supply følger i disse dage vinderen af FSC Design Award 2015, som er taget til Bolivia for at fremstille en prototype af vinderdesignet.
Det er sidste værkstedsdag, og der bliver arbejdet hårdt for at færdiggøre så meget som muligt af de tre versioner af FuncTure Side Table.

Der ligger tre flotte plader i Cumaru, Cutá og Ipé på bordet, og benene er også klar. Nu gælder det metaldelene.

Thomas vil teste sin idé om at bruge runde messingrør i stedet for aluminiumsprofiler, som det var på vinderdesignet. Guillermo hjælper ham med at få bøjet rørene, som skal være helt præcise.

På rejse med en prisvinder

Thomas Bundgaard vandt i november FSC Design Award 2015 med sit ”FuncTure Side Table”. Designet er et sidebord, der også kan fungere som avisholder og som taburet. Lommen under bordet er beregnet til aviser og blade, og under bordpladen gemmer der sig en hylde.

Præmien er en rejse til Bolivia, hvor Thomas får mulighed for at opleve arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift helt tæt på. Med på turen er repræsentanter for FSC Danmark og Verdens Skove samt en fotograf, som skal dokumentere rejsen.

FSC-delegationen beretter løbende fra rejsen via blog-indlæg, som dagligt gengives her på Wood Supply.
For at være sikker på at blive færdig med mindst et bord vælger Thomas at satse på at færdiggøre bordet i ipé først. Der arbejdes hårdt op til frokost, som serveres i et lille lokale ved siden af kantinen og består af suppe, pasta og spejlæg serveret på en orange plasticbakke.

Stress på
I løbet af eftermiddagen står det klart, at det bliver umuligt at nå at færdiggøre alle tre versioner af Thomas’ design. Selv om et team på fire mand bakker op, er der stadig udfordringer med værktøj og med at finde den bedste løsning.

Men da arbejdsdagen er slut, står der et noget nært færdigt design. Arbejderne omkring Thomas har i alle dagene tydeligt givet udtryk for, at de synes, at det er sjovt at være med til at lave noget andet end det, som de normalt laver. Selv om der er en del sprogbarrierer, så bliver der både smilet, givet 'thumbs up' og arbejdet med en stor seriøsitet. De tilbyder da også at blive og færdiggøre resten, men der står ét færdigt bord, og de øvrige elementer kan samles i Danmark. Så vi takker nej.

Færdigt resultat
- Der har godt nok været pres på. Det har været nødvendigt at smide hæmningerne lidt i dag i forhold til ikke at ville forstyrre folk for meget. Men jeg er glad for det endelige resultat, siger Thomas.

Han studerer detaljerne i sit design.

- Jeg synes, at det fungerer rigtig godt med den her messingløsning, siger han.

Brændt af af hyndemanden
Det eneste element, der mangler nu, er hynderne til bordet, så det også kan fungere som en skammel. Thomas har tidligere udvalgt tekstiler til både hynde og hængeren under bordet, der fungerer som holder til blade og aviser. Men manden, som har en hyndefabrik, og som for et par dage siden lovede at sy delene, er ikke dukket op endnu.

- Det er meget normalt i Bolivia, siger en af værkstedets medarbejdere.

Endelig dukker 'hyndemanden' op, men han er ikke blevet færdig med syarbejdet. Vi beslutter, at han må få chancen for at færdiggøre dem og så sende dem sammen med bordene til Danmark.

- Det har været nogle fede dage fyldt med frustrationer og successer. Det er en lettelse endelig at være blevet færdig, konkluderer Thomas.

Og med det er det tid til at sige farvel til Bolivia, de smukke skove og de søde mennesker. Det har været en fantastisk tur, hvor vi har fulgt træet fra, at det blev fældet i skoven, til savværket, op i bjergene til værkstedet og nu til det endelige produkt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11