23948sdkhjf

Med FSC-vinder i Bolivia: Hollændere køber træ i Florida (#4)

Wood Supply følger i disse dage vinderen af FSC Design Award 2015, som er taget til Bolivia for at fremstille en prototype af vinderdesignet.
I dag går turen til Florida, en lokal landsby med omkring 200 indbyggere. Landsbyen grænser op til det berømte naturreservat Noel Kempff, som ligger i det nordøstlige Bolivia og har et fantastisk dyreliv.

I Florida er det de lokale, som ejer skoven, hvorfra de så sælger træet til det FSC-certificerede firma Dekma. Vi hopper i firhjulstrækkerne, og så er det afsted igennem skoven.

En masse træhuse ligger spredt over et ryddet område i skoven. Her går grise og kvæg frit omkring, og i kanten af det hele ligger en smuk sø, hvor nogle kvinder allerede er i gang med vasketøjet. Vi bliver inviteret ind i skyggen under et stort træ.

På rejse med en prisvinder

Thomas Bundgaard vandt i november FSC Design Award 2015 med sit ”FuncTure Side Table”. Designet er et sidebord, der også kan fungere som avisholder og som taburet. Lommen under bordet er beregnet til aviser og blade, og under bordpladen gemmer der sig en hylde.

Præmien er en rejse til Bolivia, hvor Thomas får mulighed for at opleve arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift helt tæt på. Med på turen er repræsentanter for FSC Danmark og Verdens Skove samt en fotograf, som skal dokumentere rejsen.

FSC-delegationen beretter løbende fra rejsen via blog-indlæg, som dagligt gengives her på Wood Supply.
Her bliver vi præsenteret for byens grundlægger, som kom til området i 1970’erne sammen med sin kone. Han fortæller, at der dengang kun boede et par ældre mennesker. I dag er byen i udvikling med egen skole og flere nye projekter på vej.

Det hollandsk-ejede firma, Dekma, køber træ fra Florida. Landsbyen skal selv stå for at kortlægge skoven og for at opmærke til fældning, men selve fældningen står Dekma for. Indkomsten for skoven fordeles på landsbyens familier. Hver familie modtog i 2015, hvad der svarer til 12.000 dollars for deres tømmer. Et økonomisk incitament, som også gerne skulle resultere i, at man fortsat har lyst til at bevare skoven i området.

Vi går lidt på opdagelse i landsbyen. Her er det almindelig hverdag med vasketøj og skolegang. En dreng cykler rundt på jordvejene og ser genert på os.

Vi stikker hovedet ind i landsbyens skole, hvor 13 børn i hvide skjorter kigger nysgerrigt tilbage, mens de hvisker og griner.

Vi får en snak med deres lærer, som er kommet til området sidste år. Han fortæller, at børnene generelt drømmer om længere uddannelser som f.eks. at blive læge eller arkitekt, men mange ender alligevel med at gå ud af skolen efter 6. klasse.

For at få råd til at reparere på skolen, har man startet et hønseprojekt bagerst på skolens område. Hver familie, som har et barn i skolen skal komme med majs til hønsene, og så sælger skolen æggene tilbage til byen og samler på den måde penge ind.

Så har skolebørnene fri, men inden de løber i hver sin retning, får de en tallerken mad med fra skolen.

- Her virker egentlig ret idyllisk. Man kan godt se, at det ikke er helt fattigt. Der er styr på det, og folk virker, som om de har det godt. Samarbejdet med Dekma virker til at fungere for landsbyen, selvom det er virksomheden og ikke landsbyen selv, som står bag fældningen, siger Thomas.

Vi hopper i søen og får en dukkert, inden turen går tilbage mod vores camp ved savværket. I morgen forlader vi området for at besøge de oprindelige chiquitanos-folk i en landsby længere mod vest.

Et land i vækst
Der er gang i Bolivia, som har vækstrater på over 5 % om året. Selvom fremskridt er godt, så kan det gå hårdt udover Bolivias natur og de mange oprindelige folk, som har regnskoven som livsgrundlag.

Landet er blandt andet fortsat præget af stor ulighed. Særligt i forhold til det oprindelige folk, som lever i og omkring skovene. Som en konsekvens af de ofte begrænsede muligheder i deres oprindelige områder, migrerer de oprindelige folk i højere og højere grad til byerne.

Kilde: Verdens Skove
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085