23948sdkhjf

700 egetræsplanker til Hobros nye træbølge

Lokale SkovTrup.dk i Snæbum har været leverandør af træet til Maritimt Kulturcenter.
Wood Supply skrev onsdag, at et maritimt kulturcenter ved Søndre Kaj i Hobro er blevet indviet.

I projektet er der anvendt ikke færre end 700 egetræs-planker, tilskåret diagonalt i varierende bredde. Egetræet er leveret af en lokal virksomhed, nemlig SkovTrup.dk, som har domicil i Snæbum.

- Arkitekten bag projektet havde fokus på, at der skulle bruges holdbart træ og helst europæisk, og det passer meget fint sammen med, at egetræet er fra bæredygtige plantager i EU, oplyser direktør og medejer af SkovTrup.dk, Søren Gøttrup. Hans kompagnon er Jon Skovhus - deraf firmanavnet SkovTrup.

Søren Gøttrup fortæller, at de diagonalt-savede ovntørrede planker er med båndsavet overflade. Det giver et rustikt maritimt udseende, som falder godt ind i havnemiljøet.

- Vi har normalt mest fokus på selve træets holdbarhed, og vi sælger kun træ, som vi kan stå inde for. Derfor sælger vi heller ikke trykimprægneret træ, der er deponi-berettiget efter brug. Og vi sælger ikke træ fra troperne, for vi kan ikke stole på de dokumenter, der følger med træet. Den bedste måde at begrænse rovdrift i regnskovene og brugen af giftigt, trykimprægneret træ, er derfor at finde et alternativ – og dér er robinie og egetræ oplagt. Det gror i Europa, og vi køber det fra plantager i Slovakiet, Ungarn, Tyskland og Polen, siger Søren Gøttrup.

Han tilføjer, at egetræ er ekstremt holdbart, når andelen af kernetræ er 100 procent, som det er tilfældet med de planker, der er anvendt til byggeriet på havnen. Desuden har egetræ et højt indhold af naturlige garvesyrer, der slår svampe ihjel. Ifølge langtidsforsøg på Teknologisk Institut er holdbarheden ved fugtkontakt således på mellem 18 og 25 år.

SkovTrup.dk. i Snæbum blev stiftet i 2002 af maskinmestrene Jon Skovhus og Søren Gøttrup efter at begge var vendt hjem til Danmark efter flere års arbejde i udlandet. Virksomheden har i årene siden vokset sig stadig større med udstilling og kontorer på Søvangen 21 i Snæbum og lager med 5500 kvadratmeter under tag på Parallelvej 1 i Snæbum. Virksomheden har til stadighed træ liggende fra omkring 50-60 lastvognstræk. I dag er der fem ansatte til at tage sig af de mange henvendelser fra kontakter i ind- og udland.

Opgaven med maritimt Kulturcenter i Hobro er naturligvis blandt de større ordrer, som firmaet har haft i hus, men så langt fra den største. Aktuelt er firmaet eksempelvis involveret i et betydeligt projekt med ældreboliger i Jyllinge. Og så er det ikke kun egetræ, firmaet handler med. Faktisk har SkovTrup.dk Danmarks største lager af træsorten Robinie, som typisk anvendes til alt fra stolper, pæle og meget mere. Kalmarbrædder i Robinie er særligt velegnet til eksempelvis bålhytter, terrassebrædder og naturlegepladser. Et godt eksempel herpå er vikingelegepladsen på Vikingecenter Fyrkat.

- Oftest leverer vi træ til videre forarbejdning, men vi forhandler også færdige produkter så som legehuse, gyngestativer, højbede, plantetønder og meget andet, fortæller direktør Søren Gøttrup.

Det Maritime Kulturcenter er et særdeles vigtigt element i forsøget på at binde byen og havnen bedre sammen og samtidig åbne værftsområdet op for borgerne, Arkitektfirmaet E+N Arkitektur A/S står bag den flotte facadebeklædning til ”kæmpebølgen”, der både skal udgøre en ny formidlingsbygning, formidlingssti, en ny byggehal, mandskabsfaciliteter og skure.

Den samlede budgetramme er på 16,5 mio. kr., og er støttet af Realdania, LAG Himmerland via EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram, Det Obelske Familiefond, Region Nordjylland og Mariagerfjord Kommune.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094