23948sdkhjf

Bestyrelsesformanden fortsætter alligevel

Danske Byggecentres årsmøde blev ikke det ventede farvel til bestyrelsesformand Poul Erik Grønfeldt.
- Det har været syv fantastisk spændende år, og det er sandelig ikke lysten, der mangler. Men jeg har rundet 65 år og er den formand, der har siddet tredjelængst. Derfor er det på tide at lade andre kræfter komme til.

Det fortalte bestyrelsesformand Poul Erik Grønfeldt, da Building Supply talte med ham forud for Danske Byggecentres årsmøde i sidste uge.

Men forrige mandag – ni dage før generalforsamlingen – meddelte Ole Dahl, der var bestyrelsens kandidat til formandsposten, at han var fratrådt sin stilling i DT Group og derfor måtte trække sit kandidatur.

- Vi havde forberedt formandsskiftet i et års tid og stod pludselig uden en kandidat. Administrerende direktør Palle Thomsen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer appellerede til mig om at fortsætte, og det valgte jeg at sige ja til, fortæller Poul Erik Grønfeldt.

Han er formelt set valgt for en toårig periode, men det ligger i kortene, at der skal findes en ny formand allerede til næste år.

- Nu skal vil have lagt en strategi for, hvordan vi kommer videre, og i løbet af det kommende år skal vi have kørt en ny formand i stilling. Har vi den rette kandidat, er planen at jeg træder til side, siger Poul Erik Grønfeldt.

Foruden Ole Dahl er Jens Jensen fra Bygma også trådt ud af Danske Byggecentres bestyrelse.

Organisationens nye bestyrelse består af formand Poul Erik Grønfeldt (XL Byg), tømmerhandler Michael Buhl (CF Petersen & Søn A/S) og administrerende direktør Carsten Ludvig (Johannes Fog) samt de to nyvalgte; regionsdirektør Tony Hansen (Bygma) og trælastdirektør Carl Bladt (Davidsen).
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093