23948sdkhjf

Bruno Hansen Furniture lever videre

Konkursboet er købt af selskabet bag inventarproducenten Shopinvent. Produktionen samles i Sorø.
Efter godt fem uger i uvished er det nu lykkedes at finde en løsning for konkursramte Bruno Hansen Furniture gik konkurs.

Det traditionsrige inventarsnedkeri er overtaget af Planova Holding, som blandt andet leverer indretningsløsninger til de store globale detailkæder.

- Vi ser opkøbet som en stærk satsning, hvor dansk design møder global retailudvikling, siger Tomas Malling, der er CEO i Planova Holding.

Hensigten med købet er at styrke positionen inden for salg via arkitekter til større byggeprojekter samt til kundesegmenter, der kvalitetsmæssigt ligger i den øvre ende af markedet. Derfor er det også planen at videreføre Bruno Hansen-navnet.

Flytter Haslev-fabrik til Sorø
Planova Holdings danske aktiviteter er samlet under Invent Holding, der producerer ståinventar i Krarup på Fyn og trævarer i Haslev på Sjælland.

Med købet af Bruno Hansen Furniture flyttes produktionen i Haslev til Bruno Hansens faciliteter i Sorø. Ifølge Tomas Malling vil dette ske løbende frem mod foråret 2016:

- Produktionen i Haslev er booket helt op, og vi skal først have afviklet alle eksisterende ordrer, før der begynder at blive flyttet rundt. Men processen starter med udgangen af oktober, siger han til Wood Supply.

Håb for Bruno Hansen-ansatte
Som udgangspunkt er planen, at alle medarbejdere i Haslev flytter med til Sorø, hvor ledelsen foreløbigt lægges i hænderne på direktør Per Striboldt fra Invent Holding-selskabet Shopinvent A/S. Hvad det konkret kommer til at betyde for de tidligere Bruno Hansen-ansatte, er endnu uvist:

- Først skal vi evaluere synergierne med produktionen i Haslev. Men der er sikkert behov for en del af de tidligere medarbejdere. Vi tager en løbende opstart i Sorø i takt med, at vi har været i kontakt med kunderne, siger Tomas Malling.

Invent Holding har i dag separat administration for sine selskaber Shopinvent, Homeinvent og Dansk System Inventar. Disse funktioner vil også løbende blive flyttet til Sorø. Når sammenlægning er gennemført, forventer Tomas Malling, at der vil være cirka 50 ansatte i Sorø mod tidligere 35.

Om virksomhederne
Invent Holding er en dansk virksomhedsgruppe ejet af Planova Holding med hovedsæde i Hannover, Tyskland. Gruppen laver indretningsløsninger til store globale detailkæder og byggeprojekter samt møbel- og brugskunstløsninger til videresalg i detailhandlen. I Krarup på Fyn produceres produkter i stål og i Haslev produceres træprodukter. Sideløbende hermed importeres væsentlige dele fra underleverandører i Asien og Europa.

Bruno Hansen er en dansk designvirksomhed, grundlagt i 1968 af snedkermester Bruno Hansen, som senere, i 2007, overtog Sorø Stolefabrik. Virksomhedens referenceliste er omfattende med leverancer af specialinventar til flere store prestigebyggerier. Et af de nok mest kendte projekter er 'Konkylien' i Operaen i København.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078