23948sdkhjf

NJA klar til vækst i Norden

Med et stort antal nye møbler i nordisk design vil NJA Furniture nu ind på gulvet i skandinaviske kæder som Idemøbler og Bohus.
I løbet af det sidste års tid har NJA Furniture udviklet et lagersortiment bestående af 10-12 nye møbelserier. Det er en radikal ændring i forhold til tidligere, hvor møbelfabrikken fra Thy udelukkende har produceret kundespecifikke møbler til nogle af de helt store kæder i Europa.

Satsningen er led i en ny strategi, der skal børste støvet af fabrikken og vise, at NJA ikke er en virksomhed med de bedste år bag sig. Det fortæller NJA’s nye administrerende direktør, Lars Hovgaard, til Wood Supply:

- NJA gled lige så stille ud af Skandinavien sammen med fyrretræsmøblerne. Mit fokus bliver at bruge de nye produkter til at løfte vores brand og gøre os mere interessante for de skandinaviske butikker.

Kan ikke konkurrere på prisen
Ifølge Lars Hovgaard har udviklingen af nye produkter været ” en dyr, men langsigtet, investering ” i fremtidig vækst.

De store europæiske kæder tegner sig i dag for 95 procent af NJA’s omsætning, og virksomheden vil da også fortsætte med at producere tusindvis af kundespecifikke møbler til disse kunder.

Men samtidig skal der satses endnu mere på udvikling af egne møbler i nordisk design; dels for at genvinde noget af det tabte i Skandinavien, dels for at komme endnu tættere på de store kunder ude i Europa.

- I 1980’erne var NJA nogle af de bedste til masseproduktion, men vi er for længst blevet overhalet. Vi kan ikke konkurrere med hverken Østeuropa eller Fjernøsten på pris. Til gengæld har vi ganske få reklamationer, en meget kort leveringstid, og med vores nye nordiske udtryk kan vi give vores store kunder den sparring, der gør, at de tør prøve noget nyt og være lidt innovative. Kæderne i Tyskland, Frankrig og Storbritannien bliver også inspireret, når vi laver noget i marmor eller kobber, forklarer Lars Hovgaard.

Indtjening før vækst
NJA har over de sidste år tabt en betydelig del af sin omsætning, men med den nye strategi er ambitionen at løfte salget både hjemme og ude. Der bliver dog ikke tale om vækst for enhver pris:

- Tidligere skulle virksomheden være stor, fordi den kunne. Fremover skal vi tjene pengene, før vi vokser. Det er indtjeningen, det handler om, understreger Lars Hovgaard.

Målsætningen er, at NJA i løbet af de kommende år vil basere omkring en femtedel af sin produktion på de nye og lidt dyrere møbler. Samlet set skal godt en tiendedel af omsætningen hentes hos butikker i Skandinavien.

Indtil videre er en af virksomhedens nye bordserier solgt ind hos Møblér, og det er blot begyndelsen:

- Jeg tror afgjort på, at der er et marked for os i Danmark, men vi kommer ikke til at køre landet tyndt. Vores primære marked er Europa, men vi vil samtidig gerne sende et signal om, at vi er her, og at vi interesserer os for vores hjemmemarked, siger NJA-direktøren.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125