23948sdkhjf

Studerende udfordrer specialister

Betechs rutinerede eksperter får input til produkudviklingen-
Kan en ung maskinmesterstuderende eller ingeniørstuderende være til nytte for eksperter med mange års erfaring?

Det mener den danske virksomhed Betech A/S, der er specialister i tætninger, pakninger og teknisk gummi.

Betech har bedt en gruppe studerende på Maskinmesterskolen København og DTU om at deltage i udviklingen af nye innovative idéer.

Betech opererer inden for seks industriområder; møbler/design, marine/kraftværker, olie/gas, vindenergi, cement/maskineri samt fødevarer/medico, og virksomheden ser frem til samarbejdet med de studerende.

- I mange brancher ønskes en stadig større sparring med produkt- og materialespecialister, og det er vores kernekompetence. Vores håb er, at de unge uspolerede teknikere vil se på vores produkter og udfordringer på en ny måde og give os input, vi ikke selv har tænkt på, fortæller administrerende direktør i Betech Michael Sjolte, der selv er uddannet maskinmester.

Studerende ser andre vinkler
Samarbejdet er en del af uddannelsernes obligatoriske innovationsforløb. Det involverer omkring hundrede studerende fra Maskinmesterskolen Københavns 2. semester og fra DTU’s proces- og innovationslinje.

Lektor Allan Larsen fra Maskinmesterskolen København har ansvar for Center for Iværksætteri og Ideudvikling, og hans erfaring er, at samarbejdet mellem studerende og erhvervslivet er givtigt for begge parter.

- Hvor de rutinerede teknikere måske har tendens til at hoppe direkte til løsningen, vil de kommende maskinmestre og ingeniører kunne stoppe op, revurdere og bruge de nyeste innovationsmetoder, de har lært - og se udfordringen fra en anden vinkel, siger Allan Larsen.

Målet er en ny opfindelse
Betech vil i efteråret afholde en fokuseret udviklingsworkshop på uddannelsesstedet, hvor virksomhedens produktchef præsenterer en række opgaver for de studerende.

- Det er klart, at vores studerende ikke kan lære Betechs specialister noget om selve teknologien, men vi kan forhåbentligt bidrage med det allernyeste inden for innovationsmetodik og divergent tankegang, siger Allan Larsen.

Michael Sjoltes mål med det innovative samarbejde er at blive inspireret af de studerende og komme op med et helt nyt produkt, som ingen før har tænkt på.

- Men projektet er også en succes, hvis vi eksempelvis kan finde nye anvendelsesområder for nogle af vores eksisterende produkter, siger Michael Sjolte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078