23948sdkhjf

Landsretten lukker smuthul for kopimøbler

Salget af kopimøbler fortsætter ufortrødent, selv om en ny dom fra Østre Landsret formelt lukker endnu et hul i lovgivningen.
Det er ikke lovligt at sælge kopidesign i Danmark via internettet, endskønt der ikke reklameres målrettet mod det danske marked og selv om varerne leveres af en ekstern aktør.

Det fastslår Østre Landsret i en dom fra 3. juni mod engelske Voga Ltd., som dermed stadfæster Sø- og Handelsrettens forbud mod samme virksomhed fra 12. november 2014.

Læs temaet om kopimøbler ved at klikke her.

- Denne gang handler dommen om, om Voga må sælge til danskere, der selv har fundet vej til deres hjemmeside, og uden at Voga direkte har markedsført sig overfor danskere. Og det må de ikke, siger Søren Schøllhammer, der er Vice President hos Louis Poulsen A/S.

Salget af kopivarer fortsætter

Den seneste dom fra Østre Landsret har haft en yderst begrænset virkning i praksis. I hvert fald er det stadig muligt at bestille både møbler og lamper af danske designere gennem Vogas hjemmeside, hvor der også forsikres om, at salg til ethvert EU-land er 100 procent i overensstemmelse med lovgivningen.

“If you live in an EU or EEA country it is still 100% legal to buy and import our products from our warehouse in the UK, even if the copyright law in your country differs to that in the UK. This is because you are not infringing any exclusive rights under local copyright regulation in other EU/EEA countries when you are buying replica furniture,” skriver Voga således på firmaets hjemmeside.
Ikke flere smutveje
Han repræsenterer dermed den ene af de fem originalproducenter, som har ført sagen mod den engelske kopidesignvirksomhed. De øvrige virksomheder er Fritz Hansen A/S, Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S, Fredericia Furniture A/S og Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S.

De lægger ikke skjul på, at dommen fra Østre Landsret skal bruges aktivt i forhold til de lignende sager, som de danske designvirksomheder efterhånden har samlet en del af de seneste år.

Se listen: Kopisternes forbudte møbelklassikere

- Voga forsøgte ellers at sno sig uden om den første dom, der dømte Voga for ulovligt at markedsføre replika-møbler til danskere. Så med denne dom er endnu et hul lukket, for der er nu ingen smutveje uden om, at det er forbudt at sælge kopimøbler i Danmark. Og det er vigtigt. Fordi afgørelsen fastslår, at ejeren af hjemmesiden er den, der har ansvaret for, hvem der køber varer hos dem. Det kan vi bruge i andre sager, hvor det handler om at give ulovlige virksomheder ansvar for deres adfærd på internettet, sigerSøren Schøllhammer.

Realiteter er afgørende
Også advokat Rasmus Vang, der har ført sagen ved både Sø- og Handelsretten og Østre Landsret på vegne af originalproducenterne, erklærer sig tilfreds med udfaldet.

- Det er glædeligt, at Østre Landsret med al ønskelig tydelighed tager afstand fra de forsøg på omgåelse af klare danske regler om ophavsret og varemærkeret, som den engelske virksomhed forsøgte at komme igennem med. Det sætter endnu en streg under, at det er ulovligt at sælge disse kopimøbler og kopilamper til kunder i Danmark, og at de engelske kopivirksomheder ikke kan slippe for ansvaret ved at lave kunstige opdelinger af salg og levering. Det er realiteterne, der er afgørende, siger han.

Voga Ltd. har ikke besvaret Wood Supplys henvendelse med henblik på en kommentar til dommen.

Fakta: Østre Landsrets kendelse

I sin kendelse fra 3. juni stadfæster Østre Landsret Sø- og Handelsrettens dom fra november sidste år. Landsretten går dog et skridt videre og "bemærker i den forbindelse, at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at der ikke aktuelt reklameres for voga.com på danske hjemmesider, og at Voga Ltd. har erklæret ikke ville genoptage reklameringen".

Østre Landsrets kendelse kan læses i sin fulde længde her.

Artiklen er en del af temaet Kopimøbler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063