23948sdkhjf

En inspirerende rejse har gjort indtryk

Vinderen af FSC’s designpris, Sigrid Juel Jensen, er vendt hjem fra Canada med en større forståelse for sit ansvar som designer.
Sigrid Juel Jensen, som i november vandt FSC Design Award, er nu vendt hjem fra en inspirerende designrejse rundt i Canada. På rejsen skulle hun blandt andet opleve en FSC-certificeret skov, canadisk natur og udarbejde en canadisk version af sit vinderdesign ”Skrue”.

På rejse med en prisvinder

Sigrid Juel Jensen vandt i november FSC Design Award 2014 med ophængningsstativet "Skrue", som trækker spor tilbage til den gamle drejetaburet og høvlebænk.

Hun har været på vinderrejse til Canada for at opleve arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift helt tæt på. Wood Supply har fulgt Sigrids rejse.
På Windhorse Farm i Nova Scotia fik Sigrid Juel Jensen mulighed for at afprøve en håndfuld forskellige FSC-certificerede træsorter fra farmens egne skove. Frem for at fremstille ”Skrue” i en enkelt træsort valgte hun derfor en version, hvor ’armene’ fik forskellige canadiske træsorter. På den måde blev den canadiske version en materialeundersøgelse, der samtidig repræsenterer de canadiske skoves diversitet.

- Det var lærerigt at afprøve så forskellige træsorter til mit design. Jeg kan nu bedre overveje og beslutte hvilke træsorter, ”Skrue” skal kunne produceres i. Samtidig ved jeg også, hvilke der slet ikke kan benyttes. Det var skønt at mærke interessen for ”Skrue” helt på den anden side af jorden. Jeg fik nogle forespørgsler fra folk, der godt kunne tænke sig en ”Skrue”, og det er rart at mærke, trods kulturforskelle, at den har potentiale i det canadiske, fortæller Sigrid Juel Jensen.

Naturen er en af de dygtigste designere
Skovens liv og den natur, som Sigrid Juel Jensen har mødt på designrejsen, har sat mange ting i perspektiv. Og Sigrid har fået et helt nyt syn på træer og skove.

- Jeg har aldrig set magen til mangfoldigheden i skoven på Windhorse Farm, og jeg forstår bedre vigtigheden af, at dødt træ får lov at blive liggende og danne nye bosteder og give næring til andet liv. Hvor jeg tidligere så en rodet skov med væltede træer og kviste, ser jeg nu korridorer for dyrene, næring samt boliger til insekter, gnavere og fugle, fortæller Sigrid Juel Jensen og fortsætter:

- Jeg synes, at naturen er en af de dygtigste designere både farve- og kompositionsmæssigt. Og turen har givet mig stor forståelse for, at jeg som designer har et ansvar. Et ansvar for at give det træ, som jeg bruger, en øget værdi, der gør det rimeligt at have fældet og fjernet det fra skoven. Skovens liv er en rig kilde til viden om, hvordan vi bør tage vare på hinanden og kloden. At drage lærdom fra naturen er noget, som jeg vil forsøge at tage med mig videre i livet – både privat og som designer.

Artiklen er en del af temaet FSC Design Award 2015.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094