23948sdkhjf

Bæredygtigt træ er en mangelvare

FDB og regnskovsgruppen Nephentes har igangsat et projekt, der skal støtte bæredygtigt træ. Det har nemlig vist sig, at efterspørgslen efter havemøbler, trælegetøj samt andre produkter, der stammer fra bæredygtig skovdrift, er så stor, at bæredygtigt træ faktisk er blevet en mangelvare.
Coops ejerforening FDB og regnskovsgruppen Nephentes har iværksat et projekt, der skal støtte certificeringen af skov-områder i Honduras. Danskerne er nemlig blevet så vilde med produkter af FSC-certificeret træ, at både FDB/Coop og Nephentes frygter, at det bæredygtige træ går hen og bliver en mangelvare.

Peter Hallum er produktchef i Coop med ansvar for trævarer. Han fortæller:

- Coop oplever så stor efterspørgsel på de certificerede møbler, at det i fremtiden kan blive et problem at få nok af de rette træsorter fra Honduras til produktionen i den kvalitet, vi ønsker. Vores kunder vil gerne betale en merpris for at sikre bæredygtig skovdrift – men så skal trækvaliteten være i orden.

FDB sammenligner problemstillingen med øko-området:

- Vi kender leveringsproblemerne fra økologien. Der er så stor efterspørgsel på økologiske kvalitetsvarer, at leverandørerne ikke kan følge med, og det samme kan blive gældende for FSC-certificeret træ. Kunderne efterspørger produkter med en bæredygtig profil, og Coops butikker kan på længere sigt ikke levere. Derfor er FDB gået ind i et støtteprojekt for at sikre yderligere certificering af skovområder i Honduras, siger Brian Skov Sundstrup, udviklingskonsulent i FDB.

I Nepenthes glæder man sig over den øgede bevidsthed omkring bæredygtig skovdrift i et projekt, der også hænger forretningsmæssigt sammen. Projektet har en klar miljø og social profil, men formålet med de mange støttekroner er også at sikre træ og produktion, så Coop fortsat kan lægge store ordrer i de små kooperativer i Honduras.

André Mildam, som er konstitueret leder i Nepenthes’ projektafdeling uddyber:

- Nepenthes har selvfølgelig stor interesse i at implementere langvarige støtteprojekter. Vi ser det som en fordel, at dette projekt ud over en miljømæssig og social profil har et kommercielt sigte, og målet er at kvalificere produktionen for at sikre, at Coop fortsat aftager træ og møbler fra de små kooperativer. Samtidig ser vi samarbejdet med FDB som et eksempel på en virksomhed der tager ansvar sin handel med tropisk træ, ved aktivt at støtte udbredelsen af FSC-certificerede skove.

FDB har foreløbigt indgået en 1-årig aftale med Nepenthes i 2008. Ud over at støtte certificering af skovområder og opkvalificering af produktion omfatter aftalen støtte til uddannelse, rent drikkevand, og bedring af de sociale forhold i området.

Kilde: FDB - www.fdb.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143