23948sdkhjf

Et bud på fremtidens intelligente hotelværelse

Stole fremstillet af genbrugelige plasticflasker. Tæpper der renser luften for støvpartikler, og rør der trækker lys fra bygningens tag ind i værelserne.
Under denne uges møde- og eventmesse i København løfter bornholmske Green Solution House sløret for en helt ny type hotelværelse, de såkaldte ”smart rooms”, hvor hotelgæsten kan designe sit eget indeklima.

- Vi har presset grænserne helt ud til noget, jeg aldrig har set før i forhold til at skabe en miljøvenlig og bæredygtig helhedsoplevelse af et hotelværelse, fortæller Kasper Guldager Jensen, direktør i GXN Innovation og partner i 3XN Arkitekter.

Et demonstrationsprojekt for bæredygtige løsninger
3XN er arkitekt på det bæredygtige hotel og konferencecenter, Green Solution House, i Rønne på Bornholm. Ifølge Kasper Guldager Jensen vil hotellet indtil videre indeholde to værelser, som adskiller sig fra normalen på en lang række områder – ikke mindst i forhold til genanvendelighed af de benyttede materialer.

På badeværelset er fliserne således udelukkende fremstillet af miljøvenlige råmaterialer og kan derfor genanvendes som nye fliser eller alternative produkter, når deres levetid er forbi. Ligeledes er alt udstyr på badeværelset fremstillet af genbrugeligt plastic og kan derfor også genanvendes.

Derudover er det tidligere betonværn på altanerne erstattet af glas med transparente solceller, som leverer strøm til hotellet. Ligeledes bliver vandet i bruseren opvarmet af solens stråler. Endelig gør værelserne brug af LED-løsninger med 75 procent lavere energiforbrug og 25 gange længere levetid end traditionelle lyskilder.

Både udviklingen af glasværnet og app’en til styring af de intelligente hotelværelser er finansieret af Realdania, der har støttet op om flere af udviklingsprojekterne i Green Solution House. Formålet er at gøre byggeriet til et demonstrationsprojekt for bæredygtige og avancerede tekniske løsninger til byggesektoren.

Hoteldelen af Green Solution House stod klar i juni 2014, og den nye konferencebygning åbner dørene for offentligheden i løbet af foråret 2015.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5