23948sdkhjf

Sådan vil industrien lokke de unge til

Industrivirksomhederne får stadig vanskeligere ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, især de små i udkantsområderne. Nu tager de sagen i egen hånd.
Økonomerne har længe advaret om, at Danmark kommer til at mangle kloge hoveder som teknikere og ingeniører.

Og bekymringen er mere end tørre tal. En lang række produktionsvirksomheder har allerede nu svært ved at tiltrække de unge og er derfor gået aktivt ind i jagten på flere tekniske talenter. For at få hjælp til opgaven var op mod deltagere fra forskellige virksomheder i går samlet i Nyborg, hvor DI satte fokus på problemet.

- Det er rigtig svært at få kvalificeret teknisk arbejdskraft. Vi skal brande os over for de unge og det vil vi gerne have inspiration til, forklarede produktionsdirektør Michael Wadsager fra Danske Gærfabrikker, som ligger i Grenå og har godt 85 ansatte.

Lige som mange andre virksomheder uden for de store byer arbejder den hårdt på at få vakt de unges interesse for at arbejde i provinsen.

- Vi ligger i Udkantsdanmark, men vi ligger også i en skøn natur og boligpriserne er meget lave. Og så er vi en spændende virksomhed. Vi er højteknologisk og man kan virkelig få sine kompetencer i spil. Det skal vi bruge for at brande os, sagde han.

Skoler: Fortæl jeres historie
Og netop den gode historie er noget af det, produktionsvirksomhederne skal være langt bedre til at sælge sig selv med, lød det fra både Århus Maskinmesterskole og fra DTU.

- I skal have konstrueret en historie, som de unge kan sætte sig ind i, ud fra det de kender. De skal kunne se for sig, at de kan blive fagligt udfordret og se det som en mulighed, forklarede studieleder Ole Ravn fra DTU, mens Århus Maskinmesterskole pegede på, at noget så enkelt som et virksomhedsbesøg kan åbne elevernes øjne.

- Det sælger, at vi kan komme på studietur til virksomheder eller særlige områder – for eksempel vest på, hvor det måske ikke i første omgang er så interessant at flytte til. Vi tog til Skive og besøgte en virksomhed, og det fik virkelig de studerendes øjne op for mulighederne her, sagde prorektor Jesper Kofoed Petersen.

Virksomhederne er da også klar over, at det kræver en større indsats at få flere unge til at vælge en teknisk uddannelse. Ikke mindst når det gælder antallet af praktikpladser.

- Det er vores ansvar at få tiltrukket de unge til procesindustrien og gjort industrien kendt. Vi skal sørge for, at de ved, hvad vi går og laver. Det er den eneste vej, der kan gøre det interessant at være i vores branche, forklarede Niels Morten Hjort, produktionsdirektør på Cheminova og opfordrede de øvrige deltagere til at oprette flere lærlingepladser.

DI har netop offentliggjort en ny prognose, som understreger at manglen på arbejdskraft kan tage luften ud af det forestående økonomiske opsving i Danmark.

Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062