Carlsbergs rovdrift på tropisk træ
Carlsberg beskyldes for bevidst at have valgt bæredygtigt træ fra i de sidste 15 års store byggeprojekter i områderne Tuborg Nord og Syd.
Miljøorganisationen Nephentes mener, at Carlsberg har bidraget til ulovlig og hensynsløs fældning af regnskov, da der er brugt store mængder tropisk træ i havnebyggerierne. Carlsberg anerkender delvist kritikken, men siger samtidig, at man de sidste to-tre år udelukkende har anvendt certificeret træ.
- Vi kan dokumentere, at det tropiske træ, som vi bruger lige nu og mindst to-tre år tilbage i tiden, alt sammen er FSC-certificeret og dermed bæredygtigt. Det er en del af kravene i udbudsmaterialet. Men jeg kan ikke garantere, at alt det tropiske træ, der er blevet brugt op til 15 år tilbage i tiden, er certificeret. Dengang var der ikke så stor opmærksomhed omkring det, siger direktør Lars Holten Petersen fra Carlsberg Ejendomme.
Det drejer sig især om brasiliansk ipé-træ, også kaldet brasiliansk valnød, der koster 13.000 kr pr. kubikmeter u-certificeret og 25% mere hvis certificeret.
Nephentes fastholder deres beskyldninger og mener at vide, at Carlsberg bevidst har valgt en billigere og ikke-certificeret løsning til deres byggerier. Lars Holten holder fast i, at virksomheden har anvendt bæredygtigt, certificeret træ i de sidste to-tre år. Hvad der er sket før hans tid som direktør, vil han ikke stå til ansvar for.