23948sdkhjf

10 særlige stole fejrer Kaare Klint-klassiker

Rud. Rasmussens Snedkerier markerer 100-året for Faaborgstolen med specielle udgaver af det ikoniske Kaare Klint-møbel.
Som 26-årig tegnede Kaare Klint i 1914 i samarbejde med arkitekt Carl Petersen et unikt sæt møbler til Faaborg Museum på Fyn, der blev officielt indviet i 1915. Samarbejdet resulterede i Faaborgstolens tilblivelse, og stolen indgår som en del af det samlede totalkunstværk, som Faaborg Museum er, hvor de 18 historiske eksemplarer stadig står som en fast del af interiøret i Malerisalen.

I år fylder Faaborgstolen således 100 år, og det markeres hos Rud. Rasmussens Snedkerier, hvor stolen er blevet fremstillet gennem generationer. I anledning af jubilæet fremstiller snedkeriet på Nørrebro 10 eksemplarer, der, i lighed med førsteudgaven, anvender masret træ, hvor træets fibre ligger bøjet og vredet mellem hinanden og danner retningsløse og uregelmæssige mønstre i træet.

Elmetræet har stået i snedkeriets egen baggård i 100 år og blev fældet for 25 år siden. I første omgang vil disse eksemplarer ikke blive udbudt til salg og kan opleves som en del af en international vandreudstilling i 2015.

Rud. Rasmussen lancerer også en jubilæumsudgave i forbindelse med 100-året, hvor de første 100 stole er nummererede eksemplarer. Jubilæumsudgaven udføres i oliebehandlet valnød med sæde i sort skind.

Et vendepunkt i dansk møbelkunst
Ifølge Gorm Harkær, arkitekt og forfatter til monografien om Kaare Klint, markerer Faaborgstolens tilblivelse en ny æra for dansk design, som danner grundlag for udviklingen af dansk design, og hvad vi i dag forbinder med fænomenet ”Danish Modern”.

- Kaare Klints Faaborgstol repræsenterer et vendepunkt i dansk møbelkunst og markerer skillelinjen mellem skønvirketidens dekorerede møbler og den funktionelle tradition, som har gjort Danmark til verdensmestre, med begrebet Danish Design, siger Gorm Harkær, arkitekt og forfatter til monografien om Kaare Klint.

Rud. Rasmussens Snedkerier blev i slutningen af 2011 overtaget af Carl Hansen & Søn som led i en strategi om at samle de danske klassikere og vise dem samlet frem for et større publikum:

- Vi har store ambitioner om at udbrede kendskabet til denne del af dansk designhistorie, der kredser om de tre første årtier af det 20. århundrede, og her har Danmarks ældste snedkeri og Kaare Klints Faaborgstol en selvskreven plads, siger direktør Knud Erik Hansen.

Den første Faaborgstol
Arbejdstegningerne til stolen er fra begyndelsen af 1914, og på det tidspunkt ligner konstruktionen ikke helt den stol, som er den originale Faaborgstol. Her kan anes, at stolen var tiltænkt et mindre rygstykke over karmen. Senere blev der udformet en prototype i bøg med udadvendte forben og lodrette bagben, hvilket er det modsatte af, hvad Kaare Klint valgte som det endelige resultat.

Den originale stol blev udført i masret egetræ, hvor fibrene ligger bøjet og vredet mellem hinanden og under væksten er viklet ind i hinanden. Egemaser fremkommer ved roden af træet og dannes uden for selve træets stamme med mængder af sammenvoksede knaster og sammenfiltringer, der danner retningsløse og uregelmæssige mønstre i træet. At arbejde med egemaser stiller derfor høje krav til de snedkermæssige færdigheder.

Behandlingen var vokspolering, som fremhævede træets glød og mønstre. Sæde og ryg blev forsynet med en relativ åben rørfletning for at give stolen sin lethed og transparens i rummet, og mulighed for at se den unikke gulvmosaik gennem sædet. Dertil kommer, at benene er proportioneret således, at de kan undgå at stå på fugerne mellem gulvets fliser.

Kaare Klint havde fokus på stolens stoflighed. Væk er ornamentering og detaljer og tilbage står det første eksempel på moderne, enkelt dansk design. Stolen indleder en dansk designtradition og skole, som Kaare Klint er skaberen af, og som han siden viderefører som grundlægger og professor på Kunstakademiets Møbelskole.

Kaare Klint udfærdigede de sidste arbejdstegninger til stolen i juni 1914, og stolen præsenteres i januar 1915 på Kunstindustrimuseet (i dag: Designmuseum Danmark) og siden ved åbningen af Faaborg Museum den 6. juni 1915. I dag anvendes museets originale Faaborgstole forsat og det øvrige inventar indgår som udstillingsgenstande i det gesamtkunstwerk, som museet fortsat er og skal være.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125